Fredagens 'Vild med dans' var stærkt påvirket af, at kokken Umut Sakarya havde valgt frivilligt at forlade programmet.

To af hans 'Vild med dans'-kollegaer, der har reageret med en hilsen på de sociale medier, er Jakob Fauerby og Silas Holst. De synes, tonen på de sociale medier er alt for hård.

»Jeg forstår udmærket godt, at Umut har taget det valg. Jeg tror, langt de fleste mennesker er gode. Og mange af dem der har skrevet noget, som har gjort Umut ked af det, tror jeg ikke har overvejet, at der sidder et menneske i den anden ende. Det er noget, vi alle kan lære af. At vi skal tænke os om,« lyder det fra Jakob Fauerby.

»Det her er jo et program, hvor folk engagerer sig. Det er en luksus. Men man behøver ikke svine andre til. Tonen er hård,« tilføjer Silas Holst.

De har endnu ikke fået talt med Umut, efter at han torsdag meddelte, at han er færdig med 'Vild med dans' efter for mange negative kommentarer på de sociale medier.

Jakob Fauerby har dog sendt ham en hilsen.

»Jeg har skrevet til ham. Men jeg tror han drukner i beskeder.«

Han holder det privat, hvad han skrev.

Om selve aftenens dans hvor de var kommet i sminkeafdelingens kyndige hænder, lyder det:

»Sminkeafdelingen og kostumeafdelingen er jo gået 'beyond'. Det tog en lille time at få lavet øjnene. Det klistrer lidt efterhånden,« fortæller Silas Holst.

For engang skyld lå de ikke blandt dommernes favoritter, da det kom til pointgivning.

»Jeg synes niveauet var sindssygt i aften. Det er knald eller fald. Der skal ikke så meget til længere, så det gør det skidespændende i år,« tilføjer Silas Holst.