DRs hidtil dyreste dramaserie vil fortælle om slaget, der ændrede folkesjælen.
Lærken slår sin trille. Højt oppe på himlen over de marker, der for 150 år siden blev vædet af over 5.000 unge danske soldaters blod.
Det gjorde den også for 150 år siden, når der var en pause i bombardementet fra de preussiske kanoner – og i Tjekkiet, mens filminstruktøren Ole Bornedal optog stormen på Dybbøl i den historiske dramaserie ’1864’, som Danmarks Radio og Miso Film præsenterer for seerne i september.
Nederlaget og ydmygelsen i 1864 ændrede Danmark for altid og satte sit præg på de efterfølgende generationer. Der var ikke en familie, der undgik at blive ramt af begivenhederne i Sønderjylland.
- Lærken har været en inspirationskilde for mig, mens jeg skrev dramaserien. I næsten alle breve fra fronten, både på dansk og tysk side, fortæller de om lærken, der som en lille fjerklump højt oppe på himlen insisterede på at afgrænse sit territorium, fortæller Ole Bornedal.
- Historien om 1864 ligger mellem det allermest spinkle og skrøbelige i en lille fugl til det mest brutale i en 3.000 kilo tung tysk Haubitser-kanon, siger han.
Dramaserien ’1864’ er også en kærlighedshistorie om de to husmandssønner og brødre Peter og Laust, der vokser op sammen med proprietærdatteren Inger, som de begge forelsker sig i. Det samme gør baronens søn Diderich.
- Det var en tid med folk, der havde en tro på et stort Danmark og en stor fremtid for kongeriget Danmark, og de planlagde at gå hele vejen for at få samlet riget. Beslutninger, der får skæbnesvangre følger – også for Peter og Laust, der snart efter befinder sig på skanserne ved Dybbøl. Det gør Inge også. Hun er nødt til at tage derned, for hun har noget at snakke med dem om, fortæller Ole Bornedal, der dog ikke vil fortælle hvad.
- Inge skriver en dagbog, der 150 år senere bliver fundet af den stærkt anarkistiske Claudia på 17 år, der meget mod sin vilje har fået et job med at tørre røv på en gammel baron på et faldefærdigt gods, hvor han tilbringer sine sidste uger.
Et umuligt forhold mellem en gammel aristokrat og en ung anarkist, som qua dagbogen bliver en rejse gennem tid, følelser, kærlighed og død, der kommer til at binde de to umulige eksistenser sammen i et umuligt kærlighedsforhold, forklarer Ole Bornedal.
- En anden ting, der inspirerede mig, var, at da jeg googlede ’faldne i 1864’, kom der en dødsliste med 5.000 navne frem, der bare fortsatte og fortsatte. Det gør et meget stort indtryk. Der var ikke bare de 5.000 døde, der var også alle de sårede, de amputerede, kæresterne og mødrene, så det forgrener sig til hele Danmark, siger Ole Bornedal.
- Derfor er det en danmarkshistorie, og derfor har jeg en teori om, at den fortælling stadig lever et sted i vores fælles genetik som danskere, som en tone, en atmosfære, en intuition, der er en definition af at være dansker.
