Mange har formentlig forsøgt at score en stor gevinst i Lotto – men det er som bekendt ikke den nemmeste opgave.

Ikke desto mindre lykkedes det for Tine Aurvig-Huggenberger, tidligere direktør og næstformand i Landsorganisationen i Danmark (LO).

Det fortæller hun i Berlingske-podcasten 'Østergaards Salon', som Berlingskes chefredaktør, Mette Østergaard, er vært på.

Gevinsten er 4,5 millioner kroner.

»Det gav så muligheden for, at min mand og jeg kunne sige: ‘Okay, nu gør vi det, vi har lyst til’. Så nu går jeg på folkeuniversitetet og læser filosofi.«

»Og så har jeg kunder, som jeg rådgiver. Jeg er ved at skrive en bog og er lidt på TV 2 News. Jeg laver kun noget, jeg har lyst til,« tilføjer hun om den historie.

Tine Aurvig-Huggenberger meddelte sidste år, at hun ville trække sig tilbage som direktør for KreaKom.

En post, hun besad i ti år.

»Jeg har nået en alder, hvor man siger ‘det vil jeg gerne lige’ og ‘det skal vi også nå’. Min mand har lige solgt sit arkitektfirma, og der er mange ting, vi gerne vil gøre sammen. Der er uforløste ambitioner, som det er på tide at få gjort noget ved,« sagde hun til Mediet Markedsføring.

Tidligere har hun også været LO-næstformand fra 1996 til 2007.

I podcasten deler Tine Aurvig-Huggenberger også en historie om sin søn, der sidder i fængsel, og at hun ønsker et langt større fokus på kriminalforsorgen.