Hvis to kandidater er lige kvalificerede, og den ene er en kvinde, skal jobbet gå til hende.

I hvert fald hos den danske, familiefondsejede bilkoncern K.W. Bruun. Det skriver Finans, der bragte historien først.

Og sådan vil det blive ved med at være indtil kønsfordelingen i koncernens samtlige 36 virksomheder er 60/40. Det skriver koncernen i sin  seneste årsrapport.

»Vi er nok en lidt anderledes virksomhed. Vi tænker en smule anderledes, og det gør vi alt sammen for at skabe et motiverende og balanceret miljø på arbejdspladsen,« har Anders Bruun, bestyrelsesformand i K.W. Bruun-koncernen sagt til Finans.

I forlængelse heraf slår han fast, at målsætningen ikke skal opfattes som en aktivistisk handling. I stedet handler det om, at en varieret sammensætning af medarbejdere er vigtig for et godt arbejdsmiljø.

Ønsket til kønsfordelingen gælder den samlede gruppe af medarbejdere.

»Derudover prioriteres ansættelse af højtuddannede kvinder for på sigt at kunne rekruttere internt til øvrige ledelsesniveauer,« står der i ledelsesberetningen.

I 2021 var kønsfordelingen i K.W. Bruun koncernen 35 procent kvinder og 65 procent mænd.

K.W. Bruun & Co er en af Nordens største bilimportører med bil- og reservedelsimport af bilmærkerne Peugeot, Citroën, DS, Opel og Mitsubishi i Danmark og Sverige og Fiat, Alfa Romeo og Jeep i Danmark.