Flyselskabet Norwegian mangler piloter i en grad, hvor de bliver tilbudt en mindre formue, skriver norsk avis.

København. Norwegian har et stramt sommerprogram og savner piloter for at kunne gennemføre alle sine flyvninger.

Derfor har selskabet tilbudt sine piloter en klækkelig belønning for at droppe fridage og komme på arbejde.

Den norske avis Dagens Næringsliv er kommet i besiddelse af brevet til piloterne, som Norwegian har sendt direkte til sine piloter uden om deres fagforening.

Her tilbydes dobbelt overtidsbetaling, hvilket svarer til fire gange en normal dagsløn.

Ifølge Dagens Næringsliv svarer det til 18-24.000 norske kroner om dagen eller 14-19.000 danske kroner for at komme på arbejde. En førsteofficer kan få op til 12.000 norske kroner om dagen for at melde sig.

Dagens Næringsliv skriver, at flere piloter hurtigt takkede ja til tilbuddet.

- Det stemmer, at vi gik direkte ud til vores piloter i går eftermiddag og fik en god respons.

- Det viser, at vi har et pilotkorps, der er villige til at hjælpe med at få vores passagerer frem. Det er vi meget glade for, siger direktør Bjørn Erik Barman-Jenssen til avisen.

Tilbuddet til piloterne blev i første omgang givet gennem fagforeningen NPU, der dog takkede nej.

- Når der kommer et tilbud af denne type, er det en del af den kollektive aftale, og så skal der forhandles om det på sædvanlig vis, sagde leder i NPU Halvor Vatbar til Dagens Næringsliv.

Han understregede, at tilbuddet kommer, fordi Norwegian i udgangspunktet ikke har nok fastansatte piloter.

Desuden mener han, at attraktive overtidslønninger ikke skal afgøre, om piloterne skal arbejde eller ej.

- Nogen vil måske sige ja til en vagt, selv om de er trætte. Og i dette job skal vi være på mærkerne hele tiden, siger Halvor Vatbar.

Mandag måtte Norwegian aflyse en lang række afgange, fordi man ikke kunne skaffe piloter nok.

/ritzau/