Det konkursramte Indslev Bryggeri får hård kritik for at have brugt penge til drift, der var øremærket til en ny satsning efter en pengeindsamling.

Indslev Bryggeri indsamlede via crowdfunding over 300.000 kroner til renovering af et gærloft, der skulle have ført til fadlagret øl, men pengedonor til projektet Jens Erik Dalgaard Jensen skælder nu ud på bryggeriets ledelse, skriver Fyens.dk.

»Det er ikke i orden at samle penge ind til et nyt projekt, når man har store problemer med bare at få den daglige drift til at hænge sammen. Og det er slet ikke i orden at hæve det indsamlede beløb på over 300.000 kroner, få måneder før generalforsamlingen præsenteres for et årsregnskab, som fortæller om et bryggeri med en negativ egenkapital på flere millioner og behov for henstand fra bankerne og andre kreditorer for at klare det daglige behov for likviditet,« siger han.

Han kalder det 'moralsk forkasteligt', at pengene blev samlet ind, når det stod så skidt til med driften, at bryggeriet ultimativt gik konkurs i august.

Pengene burde i stedet være sendt retur til donorerne, mener Jens Erik Dalgaard Jensen, der selv har støttet crowdfunding-projektet med 3.150 kroner.

Af bryggeriets seneste regnskab fra maj fremgår det, at fejl i lagerbeholdningen har betydet en stor negativ overraskelse for ledelsen:

'Der er i forbindelse med revisionen af årsrapporten 2017 konstateret en fejl i varelageret primo. Varer under fremstilling var således overvurderet med 2.598.570 kroner.'

'Fejlen er korrigeret i sammenligningstallene, hvorfor varer under fremstilling er reduceret med 2.598.570 kr.'

Grundlægger af Indslev Bryggeri, Anders Busse Rasmussen. Arkivfoto
Grundlægger af Indslev Bryggeri, Anders Busse Rasmussen. Arkivfoto Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

Grundlægger af Indslev Bryggeri, Anders Busse Rasmussen, fortæller til Fyens.dk, at der aldrig har været en skjult dagsorden.

Indtil ganske få dage før konkursen, var ledelsen fortsat i den tro, at økonomien kunne reddes og bryggeriet kunne fortsætte, lyder det.

Anders Busse Rasmussen forstår godt, at aktionærer og personer, der har støttet bryggeriets projekt med private midler, ærgrer sig.

Men han afviser blankt, at ledelsen skulle have handlet forkert eller umoralsk.