Alvorlige regnskabsfejl, en negativ egenkapital og underskud er hovedingredienserne i et regnskab fra tøjdesigneren Charlotte Sparres virksomhed.

Tøjdesigneren Charlotte Sparre er kendt for sine tøjkollektioner og modetilbehør, som hun sælger gennem firmaet Charlotte Sparre A/S.

Men den forretning har de senere år været i et økonomisk uvejr, fremgår det af 2015-regnskabet.

Selskabet, som slår sine folder i Belgien, Frankrig, Italien, Tyskland, og Storbritannien, leverer således et underskud på knap 850.000 kroner.

Det dårlige resultatet skyldes ifølge ledelsesberetningen især den økonomisk afmatning i Sydeuropæisk lande, der er en væsentlig del af forretningen. Det forventes dog at blive bedre fremover, meddeler ledelsen, hvor Charlotte Sparre sidder i spidsen som direktør.

Resultatet er ikke i sig selv gruopvækkende, men underskuddet er ikke virksomhedens eneste problem.

Under punktet fundamentale fejl i regnskabet står der, at ledelsen ikke har bogført omkostninger i 2014, 2013 og 2012 for en kvart millioner kroner.

Samtidig henleder revisor Jan Tønnesen fra Grant Thorton opmærksomheden på, at selskabets eksistens beror på kreditorernes nåde. I alt har Charlotte Sparre A/S kortfristet gæld for godt ti millioner kroner og en negativ egenkapital på 2,9 millioner kroner. Samtidig er der taget pant i biler for 865.000 kroner.

Den negative egenkapital skyldes en nedskrivning på varebeholdningen, og det konkluderes derfor i regnskabet: »...selskabets fortsatte drift er således afhængig af, at selskabets positive budgetter indfries herunder, at selskabets kreditfaciliteter opretholdes.«

Berlingske Business har forsøgt at få en kommentar fra Charlotte Sparre, men uden held. Virksomheden oplyser således, at Charlotte Sparre opholder sig i udlandet, og først kan træffes i næste uge.