I denne uge blindtester vineksperten Mikkel Nielsen billige Bag in box-rødvine. Bag-in-box er en metalliseret film- eller plastikpose beskyttet af en kartonkasse og betyder egentlig bare 'en beholder til transport og opbevaring af væsker'.

På trods af mange fordomme er vinen populær, da den teoretisk kan holde sig i lang tid (seks uger) efter åbningen, da ilt ikke slipper ind.

»Min umiddelbare holdning er, at hvis du ønsker en villig og ukompliceret rødvin eller hvidvin, så kan du sagtens gå i 'Bag-in-box'-mode,« siger Mikkel Nielsen

Bag-in-box-vine indeholder typisk fire flasker vin og kan være praktiske til arrangementer, hvor flasker kan være uhåndterbare, men også som den gode hverdagsvin, man kan nippe til i tide og utide.

»Det er jo ikke udseendet, det kommer an på, men hvad der er indeni, ikk',« griner Mikkel, da han smager på den første Bag-in-box-vin.«

I denne uge gemmer der sig ligeledes en 'dyr' udgave imellem de billigere rødvine, som Mikkel dog ikke er mere imponeret over end testvinderen, 'Splash of Red' fra ALDI. Her udtaler Mikkel: »Det her er i hvert fald et rigtigt godt glas vin til 25 kroner flasken – det er jo helt vildt billigt!«

 

Lidl

Rossa Puglia

99 kroner.

Tre stjerner

Den dufter af blomme, varm frugt og urtehave. Der er også en snert af kærnemælk og ymer. Dejlig balance og en god syre. Det er et super ærligt glas rødvin, det må jeg bare sige. Det er vellavet og smager godt, og jeg kunne sagtens drikke et glas mere.

 

Meny

Giovanni Rosso

250 kroner.

Fire stjerner

Den dufter godt, er lidt mere indkogt og bolsjet. Den har en god struktur og skarp syre. Duften er stor og intens, selvom vinen er enormt stringent og tør. Jeg er lidt i tvivl, om dette faktisk er den dyre vin?

 

Netto

ØGO

109 kroner.

1 stjerne

Den dufter ikke godt. Der sker et eller andet hysteri af mindre ondskab. Det går helt skævt i denne her vin. Den dufter af jord og vådt hundetæppe. Der er ingen balance og tårnhøj syre. Den smager bare ikke godt.

 

Aldi

Splash of Red

99 kroner.

Fire stjerner

Den dufter af intens solbær, blyant og grøn peber. Det er en lækker vin med lidt sødligt præg, det kan jeg virkelig godt lide. Det afrunder vinen og giver den balance. Den er blød og lækker og smager godt.

 

Rema 1000

Aukan

95 kroner.

Tre stjerner

Her sker virkelig noget på farvepaletten. Den er lidt tykkere og mørkere. Den dufter af brombær. Den er lidt for varm til mig i duften, men der er rigtig mange, der vil elske det. Den er ikke så powerful i smagen, men den er rund og dejlig.