Hun har taget for sig af retterne og skammer sig ikke over det. Men i en alder af 83 er der blevet lidt stille på den konto.

»Appetitten på sex formindskes jo. Heldigvis,« smiler den pensionerede skuespiller Judy Gringer og tilføjer så med himmelvendte øjne:

»Det ville jo også være grotesk, hvis jeg stavrede rundt her i kvarteret for at finde en kæreste. Nej. Det er meget fjernt.«

Sexbombe blev hun kaldt i sine unge dage. Og begrebet indgår da også i den biografi, der om få dage lander hos boghandlerne.

Judy Gringer skåler med kæresten Dirch passer og teaterdirektør Stig Lommer, som 'opdagede' hende.
Judy Gringer skåler med kæresten Dirch passer og teaterdirektør Stig Lommer, som 'opdagede' hende. Foto: Svend Aage Mortensen
Vis mere

'Judy Gringer: En sexbombes bekendelser' hedder den og går – ud over hendes lange karriere – da også tæt på hendes appetit på mænd.

»Der er ikke skrevet om dem allesammen. Gudskelov. Dem ville jeg heller ikke selv kunne huske. Men jeg ville ikke gå glip af noget, kan man sige,« siger hun ligeud om mændene i sit liv, hvor det fem år lange forhold til Dirch Passer nok er dét, de fleste husker.

Et forhold, der sluttede brat på grund af hendes affære med Preben Kaas.

Men også 60ernes stjerner og ikoner som Otto Brandenburg, Claus Nissen, Morten Grunwald og Gabriel Axél havde den unge Judy Gringer kortere eller længere forhold til.

Som hun tørt konstaterer i biografien: 'Andre har spurgt, hvorfor jeg kun er kommet sammen med berømte mænd? Jamen, det var jo dem, jeg omgikkes. De var der bare og så skete det. Jeg støvede dem jo ikke ligefrem op'.

Knap 50 film indspillede Judy op gennem 1960erne og '70erne. Hovedsageligt lystspil og komedier, men ikke mindst i 1970erne også mere seriøse roller, hvor hun fik mulighed for at folde andre sider af sit talent ud. Også privat.

Judy Gringer holder snor i Morten Grunwald, Preben Kaas, Jørgen Ryg og Paul Hagen foran ABC Teatret.
Judy Gringer holder snor i Morten Grunwald, Preben Kaas, Jørgen Ryg og Paul Hagen foran ABC Teatret. Foto: Privat/fra 'Judy Gringer: En sexbombes bekendelser'
Vis mere

For i 1975 flyttede hun til indre København og levede i nogle år det vilde natteliv i kvarteret.

»Man kan sige, at det var mine meget forsinkede vilde teenageår,« siger hun om årene, fra hun var 35. Hvor hun havde været danser og skuespiller, siden hun var 10.

I 1979 lagde hun dog alkoholen på hylden. Fik styr på sig selv, sin datter og sit liv. Og valgte i 1983 helt at stoppe på teatret. Det var blevet for opslidende.

Og så, 44 år gammel, traf hun en vild beslutning. At flytte til New York.

»Uden penge og uden at kunne tale engelsk,« griner hun og fortsætter:

»Hvad gør man på Manhattan uden en rød øre? Så langt tænkte jeg ikke. Det kan undre mig i dag, hvor jeg havde det mod fra. Men jeg tænkte vel, at hvis jeg ikke kunne overleve, måtte jeg tage hjem igen.«

Fem gange i perioden 1985 til 1991 var hun der, og levede helt bogstaveligt fra hånden til munden med forefaldende jobs. Og elskede det.

Minderne om en lang karriere og liv fylder det meste af en væg i Judy Gringers soveværelse.
Minderne om en lang karriere og liv fylder det meste af en væg i Judy Gringers soveværelse. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Da Judy Gringer vendte hjem igen, var det så som så med rollerne. Og i 2003 besluttede hun da også at lægge filmen på hylden. Sætte en endegyldig streg i skuespillersandet.

»Jeg var jo ikke den unge pige mere,« som hun siger med et skuldertræk. Og har det helt fint med det. At sexbomben for længst er død og begravet.

Og sexlysten med.

»Jeg har overhovedet ikke kræfter og overskud til en mand længere,« konstaterer hun, yderst tilfreds med det lille anonyme liv, hun i dag lever i Pisserenden, hvor hun er blevet boende.

Nu bare med en kat i stedet for en mand. Lille hedder den.

»Hun er fræk. Hun fylder fire år den 18. maj. På Dirchs fødselsdag. Hun er en stor glæde,« smiler Judy Gringer og tilføjer så med rynket pande:

»Men det er også hendes skyld, at jeg bliver så forkølet. For om natten kravler hun ind under dynen, og bider mig i låret, fordi hun vil ned gården.«

»Så skal jeg ned ad trappen uden tøj og åbne døren til baggården, hvor hun løber rundt hele natten og prøver at fange den rotte, der er dernede.«

»Og på hverdage skal hun hentes op, inden porten ud til gaden åbnes kl. 8. Så hun holder mig i gang. Lige meget hvor syg jeg er,« siger Judy Gringer og understreger, at Lille dog ikke kan gøre det ud for en mand i huset.

»Så kærlig er hun sgu heller ikke,« griner hun. Og savner dem ikke. Mændene.

»Tiden flyver afsted. Jeg har venner rundt omkring i kvarteret og min datters tre børn, som jeg ser indimellem. Jeg kan lide at være alene.«

»Selvfølgelig kan det også blive for meget, men så længe du kan gå ned på gaden og rundt om hjørnet, hen på Floss (lokalt værtshus, red.) til vennerne, er det underholdning nok.«

Men selvfølgelig mærker hun alderen. De 83 år der er tikket ind på kontoen og et helbred, der er mærket af et liv med cigaretter. Mange cigaretter.

Cigaretterne er den sidste last i Judy Gringers liv, og der luftes flittigt ud i den lille lejlighed, hvor et ståltrådsnet er sat op foran vinduet, så katten ikke hopper ud.
Cigaretterne er den sidste last i Judy Gringers liv, og der luftes flittigt ud i den lille lejlighed, hvor et ståltrådsnet er sat op foran vinduet, så katten ikke hopper ud. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Cigaretter er min sidste last. Og jeg er blevet for gammel til at stoppe. Men jeg kan godt mærke det i mine lunger.«

»I mit tilfælde er der helt sikkert noget galt, og det er jo ikke så underligt, for jeg begyndte at ryge, da jeg var 16. Der skulle man ryge. Det så sofistikeret ud,« siger hun og tilføjer så med et skuldertræk:

»Men døden skal jo have en årsag.«

Og dén er hun faktisk ikke bange for. Døden.

»Jeg tænker jo på den nogle gange og håber bare ikke, at jeg falder død om på trappen, når jeg er nede med min kat og ligger der… for det kan jo ske.«

»Jeg vil helst dø så diskret og behageligt som muligt. Ligge i en seng og sige farvel. Så kan jeg ikke se, at det er så slemt. Og det er også spændende at se, hvad der sker bagefter.«

»Men bange er jeg ikke, for det sker jo alligevel. Det skal bare ske udramatisk, så går det nok.«

'Judy Gringer: En sexbombes bekendelser' udkommer på Forlaget Format 21. marts