Forbrugshelvede og amerikanel-ævl, eller en god anledning til at dyrke den måske glemte kærlighed. Valentinsdag deler i den grad vandene i Danmark.

Mens sexolog Jakob Olrik mener, det er vigtigt at fejre dagen, så mener politik- og kulturordfører fra Alternativet, Rasmus Nordqvist, at det er noget værre forbrugspjat.

»Valentinsdag er en god anledning til at få lidt romantik og hygge og skabe nærvær og samvær med hinanden. I den anden ende af skalaen kan det ses som en afladsordning, hvor tilstedeværelsen, man måske ikke ellers har, lige får en på sinkadusen. Men det, der ligger i valentinsdag, burde være der hele tiden i hverdagen. På en måde er det synd, at vi har behov for dagen. Men det er nok et udtryk for, at vi ikke har tid til det. Selv kærligheden skal sættes på skema og ind i regnearket. Det burde være en naturlig og integreret del af hverdagen at kigge hinanden i øjnene og sige noget kærligt. Men det ville være endnu mere fattigt, hvis vi slet ikke havde valentinsdag. Så det er godt, at vi har dagen,« siger Jakob Olrik.

»Materialismen er blevet måden, vi udtrykker kærlighed. Det har ikke så meget med valentinsdag at gøre, men at vi gennem kultur og opdragelse har lært, at kærlighedserklæringer er gaver. Noget, man kan pakke ud og blive imponeret af. Vi mangler kreativitet i vores kærlighedsudtryk, og vi har svært ved at forstå, at kærlighed bare er at være til stede sammen, trække vejret og lytte til hinanden.

Rasmus Nordqvist, der er politik- og kulturordfører fra Alternativet er derimod uenig.

»Jeg synes faktisk, det er ærgerligt, at vi får de her dage, der bliver meget til forbrugsfejringer. Specielt når vi taler valentinsdag. Det er synd, når det kobles op på forbrug, som det jo er på mange måder. Det dejligste ville være, hvis hver dag var en fejring af kærligheden,« siger han og fortsætter:

»Vi får flere af de her dage. Black friday er decideret kærlighed til forbrug, og der er halloween og valentines day. Det er jo traditioner, vi importerer, som vi ikke har kultur for. Det, vi importerer først og fremmest, er den kommercielle del. Vi skal bare hele tiden være opmærksomme på, hvornår vi reelt fejrer noget. Kærlighed vil jeg meget gerne fejre – også i dag, men også gerne de andre 364 dage om året, der ikke er den 14. februar. Men når det er i forbrugsøjemed, må vi lige stoppe op. Skal vi virkelig forbruge mere?
Det er dejligt, at vi gør hinanden opmærksomme på kærlighed. Om det så er i et traditionelt parforhold eller i samfundet, så har vi brug for kærlighed. Og hvis det er det, vi bruger valentinsdag på, så er det jo dejligt. Jeg håber, at det er kærligheden, vi er opmærksomme på, så vi kan fejre det i fællesskab.«