Lørdag optræder den 54-årige revy-sangerinde Grete Behrndtz i semifinalen i tv-programmet 'Danmark har Talent'. Hun er blevet kendt for sin glade og energiske personlighed på scenen, men hendes fortid gemmer på en uhyggelig tragedie.
Det skulle have været en ganske almindelig skoledag, da Grete Behrndtz en oktobermorgen vågnede på sit værelse i familiens rækkehus i Vestbjerg lidt nord for Aalborg. Men hun kunne mærke, at der var noget galt. Hendes forældre vækkede hende ikke, og da hun vågnede af sig selv, kunne hun ikke finde dem.
Hun var 17 år gammel og gik på Brønderslev Gymnasium. Men den morgen i 1979 kom Grete Behrndtz ikke i skole. Da hun ikke kunne finde ud af, hvor hendes mor og far var, blev hun bekymret. De var ikke mødt op på arbejde, fik Grete Behrndtz at vide, da hun ringede.
»Jeg blev bange, og det lignede dem ikke bare at tage afsted. Ved ni-tiden ringede jeg til politiet, men de troede, at jeg var rablende gal,« siger Grete Behrndtz.
Hun har svært ved at huske, hvad der skete i de efterfølgende timer, men tidligt på eftermiddagen bankede det på døren.
»Der stod en politibetjent i døren. Han sagde til mig, at de havde fundet mine forældre døde i deres bil i Hammer Bakker. De havde sat en slange på udstødningen og ført den ind i bilen. Alt gik i stå, og jeg kunne ikke forstå, hvad han sagde.«
Grete Behrndtz' to storebrødre var ikke hjemme. Så her stod hun - 17-år gammel og helt alene - og modtog beskeden om, at hendes forældre havde begået selvmord sammen.
Politibetjenten spurgte, hvem der skulle med ind til lighuset i Aalborg, og som Grete Behrndtz siger, 'var det jo meget enkelt'. For der var kun hende.
»Jeg kan tydeligt huske, at jeg kom ind i det der rum. Lugten var så grim. Og der lå de. Min mor og far på hver deres metalbåre. Helt kolde og forstenede,« siger 54-årige Grete Behrndtz, der i dag slet ikke kan begribe situationen.
»Det er så ubehageligt at tænke på, og jeg håber aldrig nogensinde, at nogen i dag kunne finde på at bede en 17-årige pige om at tage alene hen for at se sine afdøde forældre. Det er helt absurd at tænke på.«
Men herfra blev det kun endnu værre, fortæller hun.
»Min mormor og morfar skulle have det at vide, og på en eller anden mærkelig måde blev vi enige om, at det var mig, der skulle sige det,« siger hun.
»Min morfar kunne ikke forstå, hvad jeg sagde. Min mor var hans øjesten. Det endte med, at jeg måtte stå og råbe til ham, at hans datter og svigersøn havde begået selvmord,« siger Grete Behrndtz.
Den efterfølgende tid var selvsagt ubærlig, men Grete Behrndtz kan ikke huske meget fra årene efter tragedien. Forældrene husker hun også kun svagt.
»Selvom jeg selvfølgelig kan blive meget vred over det, de har gjort, elsker jeg mine forældre. Noget af det, jeg husker bedst, er, når vi sad ved spisebordet. Pludselig kunne de være helt væk i hinanden, og så glemte de bare alt omkring sig,« siger hun.
»De elskede hinanden højt. Tænk dig at sidde med en du elsker og aftale, at nu skal I dø sammen. Det er sgu da sådan noget, man kun ser i en dårlig film. Men for mig var det livet.«
Først for nylig har hun fået bearbejdet det, der skete dengang for snart 40 år siden. Grete Behrndtz' eksmand, som er far til hendes to voksne sønner, døde for otte år siden af kræft. Og da hun for nogle år siden sad på sit arbejde i it-afdelingen hos Rigspolitiet, kulminerede det hele. Hun brød grædende sammen foran computeren.
»Jeg gik ned med stress og depression. Alt var sort. Det eneste, der holdt mig gående var mine drenge. Det var hele tiden dem, der var i mit hoved,« siger Grete Behrndtz.
»Jeg har flere gange tænkt på, om min udvej var den samme som mine forældres. Men det kunne jeg aldrig drømme om at gøre mod mine børn. Jeg kan huske, at jeg indeni blev vred på dem, fordi jeg var nødt til at blive her for deres skyld. Det er jeg lykkelig for i dag selvfølgelig.«
Et intensivt terapiforløb har hjulpet Grete Behrndtz tilbage til livet. Et forløb, der har hjulpet hende af med en stor byrde.
»Jeg har i så mange år været så flov over, at jeg ikke var elskværdig nok til, at mine forældre ville fortsætte med at leve. Tænk, at deres kærlighed til mig ikke har været stor nok til, at de tænkte, at de ville leve videre. Nu ved jeg, at det ikke er sådan, jeg skal tænke,« siger Grete Behrndtz.
Sidste år kom Grete Behrndtz tilbage i arbejde, da hun blev ansat som it-medarbejder i Bosch. Hendes to sønner - Sebastian på 31 år og Alexander på 24 år - læser begge på universitetet i København.
»Mine sønner betyder alt. Jeg er hysterisk stolt over dem, og de er stolte af mig. Ligesom jeg selv har lært at være stolt af mig selv.«
Når 54-årige Grete Behrtndtz ikke arbejder, bruger hun så meget tid som muligt på at synge og spille skuespil. I aften går hendes store drøm i opfyldelse, når hun i semifinalen i 'Danmark har Talent' skal underholde et stort publikum med sin revysang.
Foruden den store oplevelse håber hun at kunne hjælpe andre ved at fortælle sin historie.
»Jeg lovede mig selv, at hvis jeg fik mulighed for det, ville jeg fortælle om mit liv. Jeg ville bruge det til at vise andre, som er der, hvor jeg har været, at det godt kan lade sig gøre at komme tilbage til livet,« siger hun.
»Er der bare én, der læser min historie og tænker 'hold kæft, hvis hun kan, så kan jeg også', så er det det hele værd. Det er på tide, at jeg får fjernet det tabu. Det er på tide, at jeg ikke er flov over at være mig.«
