Efter en fin start på det franske to-dages-løb Tour de Haut Var, vågnede det professionelle danske cykelhold Cult Energy søndag morgen op til et kæmpe chok.

For ryttere, ledere og mekanikere måtte chokeret erkende, at gemene tyveknægte i nattens mulm og mørke havde brudt ind i holdets lastvogn og tømt den for udstyr. Det skriver Politiken søndag.

»Vi er nærmest i chok. Vi havde med store forventninger set frem til at skulle i gang med dagens etape, men nu må vi i bogstaveligste forstand i stedet vente tomhændede hjem,« siger Cult Energys sportslige leder, Michael Skelde, til Politiken.

»Cykler, hjul og alt andet, hvad de ellers kunne anvende, er simpelthen væk. Nu venter vi på politiet, som skal se på sagen. Meget andet kan vi ikke stille op lige nu.«

Cult Energys mekanikere havde ellers taget deres forholdsregler og parkeret en personbil helt op ad bagsmækken på lastvognen, men det forhindrede desværre ikke tyvene i at frarøve det danske hold for udstyr til flere hundrede tusinde kroner.

Røveriet betyder, at Cult Energys deltagelse i næste weekends belgiske storløb Het Nieuwsblad er særdeles tvivlsom.