Sam Bennett vandt 6. etape af Paris-Nice. Det var anden gang, at den irske sprinter vandt en etape i løbet.

Det blev Sam Bennett fra Bora, som vandt 6. etape af Paris-Nice. Den irske sprinter er dermed oppe på to etapesejre i løbet, efter at han også vandt 3. etape.

Arnaud Demare (FDJ) åbnede spurten, men franskmanden blev legende let overhalet af Sam Bennett kort før målstregen.

Matteo Trentin blev henvist til tredjepladsen i massespurten i den franske målby Brignoles.

Den australske sprinter Caleb Ewan (Lotto Soudal) var indblandet i et styrt med lidt over tre kilometer til mål. Han var dermed ikke med i afslutningen.

Også sprinteren Christophe Laporte (Cofidis) røg i asfalten i forbindelse med styrtet, så det var to hurtige ryttere, der mistede muligheden for at blande sig om etapesejren.

Fredagens etape var i det hele taget dramatisk, og der var også et styrt med omkring 14 kilometer til mål.

Her var Jan Bakelants (Sunweb) og Alexander Kristoff (UAE Emirates) blandt andre i asfalten.

/ritzau/