En historisk Team Jumbo Visma-triumf er ved at udvikle sig til en decideret PR-katastrofe, som man ikke kan undgå at fjerne blikket fra.

Den endelige sejr i Vuelta a España er for længst cementeret, men alligevel er det ikke den imponerende dominans, men holdets åbne mesterskab om en grand tour-titel, som hele verden taler om.

For var det i orden, da Primoz Roglic – med Jonas Vingegaard på hjul – distancerede den normalt altopofrende hjælperytter Sepp Kuss i den røde førertrøje på onsdagens etape til Angliru?

Eller skulle de sejrsvante kaptajner have ventet på den amerikanske fanfavorit, som virker til at have hele cykelverdenens sympati i disse dage.

Efter Roglic’ etapesejr blev forvirringen total. Sepp Kuss holdt med næb og kløer fast i førertrøjen, men har nu blot et forspring på otte sekunder til Jonas Vingegaard.

Og de tre hovedrolleindehaveres replikker efter etapen lød mildt sagt ikke afstemt:

Sepp Kuss og Jonas Vingegaard i omfavnelse efter Vingegaards sejr på 16. etape.
Sepp Kuss og Jonas Vingegaard i omfavnelse efter Vingegaards sejr på 16. etape. Foto: Imago/Ritzau Scanpix
Vis mere


Primoz Roglic: »Jeg er her for at køre om kap. Jeg er her for at gøre mit bedste. I sidste ende er det den bedste, der vinder«

Jonas Vingegaard: »For at være helt ærlig, så er jeg glad for, at Sepp stadig har førertrøjen. Jeg håber virkelig, han vinder det her løb.

Sepp Kuss: »Vi må se, hvad der sker … Jeg vil køre min chance, men jeg er klar til at køre for de andre, når der er brug for det.«

Efter Angliru-etapen er kritikken HAGLET ned over Primoz Roglic og Jonas Vingegaard. Den begyndte allerede, da en tydeligt rørt Jonas Vingegaard snuppede 16.-etape til Bejes og dedikerede sejren til sin bedste ven Nathan Van Hooydonck på sygehuset.

Men med Roglic’ og Vingegaards kørsel på Angliru har tæskene til duoen nået nye højder, og den uvante situation efterlader da også Bjarne Riis, B.T.s Vuelta-ekspert, i syv sind.

»Jeg synes, det er noget rod. Situationen er akavet. De er nødt til at være enige om, hvad de gør allesammen. Alle er jo forvirrede – det er de sikkert også selv. De er nødt til at tage nogle beslutninger for at bevare stemningen.«

»Nu kørte Roglic Jonas i en position, hvor det er lige før, at det kan gå hen og blive pinligt. At Jonas kommer til at dumme sig på en eller anden måde. Han kommer til at tage førertrøjen, selv om han ikke vil det. Hvad hvis Jonas får trøjen med fem sekunder torsdag? Hvad gør han så? Skal han så forære den til Sepp Kuss på lørdag?«

Det helt store spørgsmål er, hvad ledelsen på Team Jumbo-Visma egentlig har udstukket af ordrer.

Hvem skal vinde på Team Jumbo-Visma?
Hvem skal vinde på Team Jumbo-Visma? Foto: Manuel Bruque/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Det lader til, at rytterne har fået at vide, at de internt må køre om sejren, men det stemmer ikke overens med Jonas Vingegaards klare udmelding om, at han ønsker samlet sejr til Sepp Kuss.

Nu er det op til ledelsen at fastlægge en strategi, som alle forstår, mener Bjarne Riis.

»Det kræver virkelig dygtig ledelse og meget forståelse for alt og alle, for at det skal kunne fortsætte. Ikke kun i Vueltaen – men også bagefter. Det kræver virkelig dygtige ledere for at kunne bevare roen og et team, som er united. Som står sammen,« siger Bjarne Riis og fortsætter:

»Hvis de har fået at vide af ledelsen, at de må køre efter det, så har Roglic sin ret til at køre. Så nytter det ikke noget, at de bliver uvenner over, at Jonas er sympatisk, og Roglic ikke er sympatisk over for Sepp Kuss. Det er der, problemstillingen kommer.«

»Der gælder det om, at ledelsen slår igennem og siger, at der kun er én måde at gøre det på – eller to. Enten er det alle for Sepp, eller også kører I jeres chance, og så må Jonas slå Roglic. Det kan ikke være på andre måder – enten eller. Den ene eller den anden måde. Færdigt arbejde.«

Mens hele cykelverdenen har slået benene op og nyder det gigantiske Jumbo-Visma-drama udspille sig i de spanske bjerge, kan Bjarne Riis ikke undgå at frygte, hvad det hele kommer til at betyde for sammenholdet på teamet, der normalt pryder sig med mottoet #sammenwinnen.

»Det er en vild historie, der bliver skrevet lige nu. Men den er også udfordrende. Hvordan slutter den – og hvad bliver eftermælet? Hvordan kommunikerer holdet og rytterne det hele ud, når de skal være glade og feste i Madrid?«

»For Jumbo gælder det om at holde tungen lige i munden lige nu. De skal tænke sig godt om, hvad de gør, og hvordan de kommunikerer det. De har mega succes, men hvordan kommer de imagemæssigt ud af denne her?

»Det værste de kan gøre er at komme ud med en konflikt. Hvordan kan de bedst muligt undgå en konflikt på den anden side? Det er det, det drejer sig om. Hvis der så skal slås i bordet – sådan er det jo bare – det må de finde ud af.«

Torsdag venter endnu en spændende bjergetape i Vueltaen. Følg det hele på Bt.dk.

Stillingen i klassementet

  1. Sepp Kuss (Team Jumbo-Visma) 60:34:21
  2. Jonas Vingegaard (Team Jumbo-Visma) + 0:08
  3. Primoz Roglic (Team Jumbo-Visma) + 1:08