Chris Froome havde stor succes på dagens enkeltstart, men han havde svært ved at glæde sig på grund af tragedien i Nice.

Der var ikke den sædvanlige sejrsceremoni efter dagens etape i Tour de France på grund af tragedien, der skete i går i Nice. I stedet blev der holdt et minuts stilhed.

Chris Froome ønskede heller ikke at svare på sportslige spørgsmål efter etapen.

»Jeg gav alt, hvad jeg havde, men det er for trist. Det er det mærkeligste moment i min karriere. Det er svært at tale om dagens etape. Med det der sker i Nice, giver det noget perspektiv omkring løbet,« siger Chris Froome til løbets hjemmeside.

»Mine tanker går til alle familierne i Nice, der er berørte. Jeg træner ofte på de veje. At se Promenade med alle de døde kroppe og de forfærdelige scener er forfærdeligt. Jeg udtrykker min dybeste sympati og mine kondolence til dem, der har mistet personer, de elsker,« forklarer han.

Chris Froome har nu næsten to minutter ned til Bauke Mollema i den samlede stilling på andenpladsen. Meget skal derfor gå galt, hvis han ikke genvinder Tour de France om godt en uges tid.