- Det første halvandet døgn vidste mine nærmeste ikke, om jeg blev her. Da var det stadig så usikkert...
Han kunne have mistet det ene øje. Han kunne have været lam. Han kunne have været død. Men i stedet sidder den 23-årige cykelrytter Mads Herschend ved bordet hjemme i den smagfuldt indrettede lejlighed på Amager, smiler og priser sig lykkelig for, at han stadig lever, selvom han har fået konstateret en mén-grad på 10 procent, og hans pæne ansigt er resultatet af nogle meget dygtige lægers skarpe håndarbejde.
Tre hjerneblødninger, brud på rygsøjlen, brud i ansigtsknoglerne, som truede med at presse hans ene øje ud, brud på brystbenet, et par sammenklappede lunger, en fuldstændigt smadret kæbe og munden fuld af døde tænder. Det var konsekvensen af den unge rytters frontale sammenstød med en modkørende bil søndag 5. maj under et løb på Sydsjælland, et løb forbeholdt A-klassen, de ryttere, der kører på cykel for at vinde.
- Jeg har fundet ud af, at den Toyota Corolla årgang ’94, som ramte mig, er blevet totalsmadret. Jeg er her stadig. Det er også en slags sejr.
Han taler åbent om ulykken, og om de konsekvenser, som den har haft for ham. Og fremviser gerne det lange ar, der præger hans rygstykker. Tatoveringen, som han kalder den.
- Jeg har været meget heldig. Og det er sagt meget mildt. En ting er de fysiske skader, som jeg har pådraget. Men tre hjerneblødninger, som jeg fik, det er lidt noget andet, man leger med. Jeg har stort set ikke fået nogen varige mén. Og ikke så voldsomme, som de kunne have været.
- Jeg ved, hvor jeg kunne have været, hvis de hjerneblødninger havde siddet en millimeter anderledes, eller bruddet i ryggen havde siddet lidt, så det var nervebanerne, der var ramt og ikke kun knoglerne. Jeg ved ikke, om de også var ramt, men jeg kan i hvert fald stadig gå.
Døjer med psykiske mén
Men selvom han smiler, døjer han stadig med de psykiske konsekvenser. Han indrømmer, at han snerrer nemmere af kæresten Linda, som han deler lejligheden med, end han gjorde før ulykken, og han har besvær med at koncentrere sig over længere tid. Derfor har han fået udskudt sin bachelor-eksamensopgave. Men kun indtil december, så vil han gøre den færdig og komme videre med sin tilværelse.
På hospitalet gik det stærkt, da først lægerne vækkede ham af det kunstige koma, som de havde lagt ham i, da han kom. Den første tid husker han intet om, enten var han bevidstløs, eller også var han så stærkt påvirket af smertestillende morfin, at han var helt væk.
- Det første, jeg husker, er, at jeg vågner op og spørger min mor, hvorfor jeg er her. Alt fra ulykken har min hjerne slettet, og jeg kan huske noget fra, da jeg lå og var morfin-Mads og sagde underlige ting. Det er faktisk det, der er sværest at forstå, de halvanden til to uger, der er helt væk.
Lynhurtig bedring
Efter to en halv uge på Rigshospitalet sender lægerne Mads Herschend videre til Hvidovre Hospital. Hans forældre får at vide, at de nok skal regne med, at han skal være på hospitalet og genoptræne de næste tre til seks måneder, men efter yderligere to en halv uge bliver han udskrevet. Et utroligt forløb, der igen beviser, at det gør en forskel at være toptrænet, når ulykken slår ned.
Indstillingen har også spillet en stor rolle for den hurtige genoptræning, der foreløbigt har kulmineret med, at han er tilbage på cyklen og træner på landevejen fire gange om ugen. De andre dage styrketræner han for at genvinde sine kræfter.
- Det kan lyde lidt Supermand-agtigt, men jeg vidste med det samme, at jeg havde to muligheder. Enten kunne jeg blive liggende og synes, at det var synd for mig selv, eller også kunne jeg sige ’sket er sket, nu er det dét her, jeg har at arbejde med. Så ’Fremad, Fremad’ blev hurtigt mit motto, og det har ikke noget med fodboldklubben at gøre. Måske var det bare cykelrytter-instinktet, der tog over. Der hvor man bare bliver ved og fortsætter, ligegyldigt hvor slemt det er, konstaterer Mads Herschend, der har kørt cykelløb, siden han var 14-15 år gammel.
Fortryder intet
Mads Herschend bebrejder ikke nogen noget. Heller ikke den modkørende billist, men han er ikke overbevist om, at han vender tilbage til sporten på topplan, medmindre der sker nogle radikale regelændringer
- Vi kørte i hård sidevind fra højre, og vi kørte i den venstre side af vejen. Rent juridisk, det må vi ikke, men vi kørte cykelløb i A-klassen. Der kører man for at komme først over stregen, og der er drenge med, der kører for at blive professionelle, forklarer rytteren.
- Jeg har ikke fortrudt det, for vi kørte cykelløb. Og jeg ville heller ikke få noget ud at fortryde det.
Men det ærgrer ham, at cyklister og billister ikke tager mere hensyn til hinanden. Og han håber, at hans historie kan være med til at gøre en forskel.
- Jeg kan godt have det lidt svært med den krig, der er mellem billister og cyklister. Hvis der kommer lidt mere respekt for hinanden, og det gælder begge veje, så løser man meget af det her problem. Det er det, jeg ønsker, for der er ikke nogen, der har fortjent at komme gennem Cirkus Hospital, som jeg har været det, og det er heller ikke sikkert, at de er lige så heldige.
Ikke livet værd
Foreløbig træner han sig op igen og håber, at nogle af de nye planer om ensretning og afspærrede ruter ved cykelløbene bliver gennemført. Ellers bliver løbene uden ham, selvom han målrettet arbejder på at komme tilbage i superform.
- Jeg ved, at jeg kan komme til at køre løb igen, det er et spørgsmål om træning. Hvis det er målet, så kommer jeg tilbage. Men jeg ved ikke, om jeg vil det, hvis de nye tiltag ikke bliver gennemført. Cykling er rigtigt meget værd for mig, men det er ikke livet værd.
