Jacky Præst Andersen kom som enhver anden morgen cyklende ad Isagervej i Rindum.

Lidt døsig, men det skulle hurtigt ændre sig. For det han så, er siden blevet noget af et samtaleemne over hele landet.

»Da jeg kiggede op ad cykelstien ved overskæringen nær Rindum Kirke, så jeg noget ligge på stien, som jeg først troede, var noget sammenfoldet plast,« siger Jacky Præst Andersen til Ringkøbing Dagblad.

»Da jeg kom tættere på, kunne jeg se, at det lignede en form for fisk, og kort efter kiggede jeg så en død haj i øjnene,« uddyber han overfor B.T. om det bizarre syn, der mødte ham torsdag morgen klokken 06.40.

Jacky Præst Andersen kunne næsten ikke tro sine egne øjne.
Jacky Præst Andersen kunne næsten ikke tro sine egne øjne. Foto: Privatfoto
Vis mere

Mødet med hajen fik i den grad Jacky Præst Andersen til at slå de småsøvnige morgenøjne op:

»Jeg har aldrig set noget lignende. Adrenalinen pumpede rundt i kroppen,« fortæller han.

Jacky Præst Andersen – der er i lære hos Seasight i Hvide Sande, men i øjeblikket modtager undervisning i Skjern, og derfor tager bussen hver morgen – tog en rask beslutning.

Selvom uret tikkede, og han skulle nå sin bus, hoppede Jacky af cyklen og tog et par billeder af den 1,5 meter lange haj på cykelstien.

»Hvis jeg ikke havde dokumentation, ville ingen jo tro på mig, når jeg fortalte om det,« griner han.

Jacky lagde billederne op i Facebook-gruppen 'Os i Ringkøbing', hvor et medlem efterfølgende meldte den mildest talt usædvanlige sag til politiet.

Til Ritzau fortæller Midt- og Vestjyllands Politi, at man ikke ved så meget om hajen, andet end at den er blevet fundet på cykelstien.

Ordensmagten har ikke fået nogen anmeldelser om, at nogen mangler en haj, eller at en haj er blevet stjålet, lyder det.

Ingen ved, hvordan og hvorfor hajen endte på cykelstien.
Ingen ved, hvordan og hvorfor hajen endte på cykelstien. Foto: Privatfoto/Jacky Præst Andersen
Vis mere

Jacky Præst Andersen ved heller ikke, hvordan i alverden hajen er endt på cykelstien i Rindum, men han har en formodning:

»Fiskerne i Hvide Sande har en særlig form for humor, så måske har nogen tænkt, at de ville drille os her på den anden side af fjorden,« lyder øjenvidnets gæt.

Det skulle vise sig, at ikke kun starten på dagen blev noget anderledes, end den plejer for Jacky Præst Andersen. Efter at have taget billederne og udtalt sig til Ringkøbing Dagblad har han været både i radioen og her i B.T.

»Det er sjovt at kunne fortælle om et lille mysterium, som har bragt Danmark på den anden ende,« siger han og griner.

Falck fjernede hajen klokken 07.45.

Trods haj-stoppet nåede Jacky Præst Andersen sin bus, så han gik ikke glip af undervisningen denne mildest talt usædvanlige torsdag.

»Men det blev ikke nødvendigt med en kop kaffe for lige at vågne, da jeg var nået frem,« fortæller han.