Det var forventet, at mere end 100.000 danskere ville lægge vejen forbi.

Men nu må de se langt efter det – for et stort anlagt flyshow er nu blevet helt aflyst. Det skriver TV 2 Nord.

Årsagen er, at der mangler penge i kassen.

Det er flyvevåbnet, der har måttet aflyse det store flyveshow Danish Air Show, som efter planen skulle være afholdt 9. juni på Flyvestation Aalborg.

»Publikum kommer til at opleve et tætpakket program, hvor de danske transportfly, helikoptere og kampfly laver en taktisk demonstration og både danske og udenlandske militære fly bliver vist frem på jorden og i luften,« lød det blandt andet i omtalen af showet på Forsvarets hjemmeside.

Men i et opslag på begivenhedens hjemmeside oplyses det tirsdag, at man har måttet trække stikket.

»For at kunne prioritere den operative opgaveløsning har vi truffet beslutningen om at udsætte Danish Air Show til 2025. Opbygningen og den operative drift er vores vigtigste fokusområder og ud fra et helhedsbillede, har vi set os nødsaget til at vælge Danish Air Show fra i 2024,« lyder det i opslaget, som fortsætter:

»Det er vi naturligvis kede af, da det er en dag, vi altid ser frem til, hvor vi med stolthed viser vores arbejdsplads frem. Vi håber og tror på forståelse fra alle og ser frem til 15. juni 2025 at byde velkommen til Danish Air Show og Flyvevåbnets 75 års jubilæum.«

Da flyeventet blev afholdt i Aalborg i 2018, dukkede der ifølge TV 2 Nord over 130.000 gæster op.