En ung mand på 22 år er blevet anholdt og sigtet for forsøg på manddrab.

Ifølge politiet skal han have overhældt sig selv og en 53-årig kvinde med brandbar væske, inden han efterfølgende forsøgte at antænde den.

Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse tirsdag formiddag.

Det var mandag eftermiddag, at politikredsen modtog en anmeldelsen om hændelsen, som udspillede sig ved Lumbyesvej i Fredericia.

»Den 22-årige er sigtet for forsøg på manddrab, idet han mandag omkring klokken 16.15 overhældte sig selv og en 53-årig kvinde med brandbar væske, inden han efterfølgende forsøgte at antænde væsken,« lyder det.

Den formodede gerningsmand og den forurettede har en familiær relation. 

Ingen af dem er kommet alvorligt til skade, oplyser politiet i pressemeddelelsen.

Den 22-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Kolding klokken 10.

Anklagemyndigheden vil i den forbindelse anmode om lukkede døre – og af den grund har politiet for nuværende ikke yderligere kommentarer til sagen, oplyses det.