I månedsvis har han været på flugt fra politiet efter et brutalt overfald begået en augustnat sidste år til en jysk byfest.

Men sent fredag aften klappede fælden.

Her blev han klokken 23.20 anholdt i Odder. Og senere skal den 31-årige fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus, hvor han er sigtet for drabsforsøg.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport, hvor det også lyder, at man for nuværende ikke har yderligere kommentarer til sagen, der siden sidste år har trukket flere overskrifter.

Den 31-årige mand har nemlig sammen med flere medmistænkte været efterlyst offentligt med navn og billede.

Det er politiets mistanke, at han sammen med fem andre forsøgte at frarøve en 32-årig mand livet under Odder Byfest. 

Overfaldet skulle være sket efter aftale mellem mændene, der ifølge politiet tilhører en gruppering.

Der ikke er tale om en bande, men om en gruppe, der holder sammen, har politiet tidligere understreget.

Overfaldet fandt sted natten til 5. august 2023 på Aabygade i Odder, hvor offeret blev stukket flere gange i kroppen og efterfølgende sendt på hospitalet i kritisk tilstand.

Hensigten var ifølge politiet at dræbe.

Tre af de formodede gerningsmænd blev umiddelbart efter anholdt, mens andre pludseligt kunne se deres navne og billeder delt offentligt.

Heriblandt altså den 31-årige, der blev beskrevet som spinkel og væksthæmmet.

Det er endnu uvist, hvordan han forholder sig til sigtelsen. 

De andre, der allerede har været for en dommer og nu sidder varetægtsfængslede, nægter sig skyldige i drabsforsøg.