KOMMENTAR

Det danske landshold havde ikke fået semifinale-nederlaget mod Sverige ud af systemet, da det lørdag eftermiddag indtog Arena Zagreb til en snak med danske og internationale medier. Eller nu skriver jeg ’indtog’. Det er at stramme den. For der var ikke meget selvtillid og udstråling over håndboldherrerne.

Nederlaget gjorde tydeligvis stadig ondt, og der blev snakket mere bagud mod svensker-derouten, end der blev kigget fremad mod Frankrig-kampen. Og det er et meget godt tegn på, at forventningerne hos både holdet og omgivelserne var til mere end en taberfinale.

Der var en gang, hvor en bronzekamp var noget, der var stort at spille for herrelandsholdet. Men der er vi bare ikke nu. Dette landshold rummer så meget klasse, at vi skal tillade os at have forventninger til, at de kan spille med om guldet – i særdeleshed når vi tager med i ligningen, at det var et decimeret svensk landshold, danskerne stod overfor i semifinalen. Det ville være en anden fornemmelse, man sad med, hvis det havde været eksempelvis et toptunet fransk hold, som havde ageret endestation.

Men nu blev det altså de undertippede svenskere, og det er der mange forklaringer på, men én af de væsentligste er, som Nikolaj Jacobsen også påpeger, den mentale del. Landsholdet har vanskeligt ved at håndtere, når de udråbes til store favoritter i afgørende kampe. Hvis vi kigger på tiden efter Ulrik Wilbek, der stoppede i 2014, har holdet spillet sig i én finale. Det var til OL i 2016, hvor der var langt mere beskedne forventninger end normalt til holdet, som derfor virkede til at kunne spille frit. Det er da tankevækkende.

Jeg kan godt lide, at landstræneren kalder en spade for en spade og italesætter problemet. Hvad han så har tænkt sig at gøre ved det før næste års VM på hjemmebane, hvor et nationalt krav om guld vil rejse sig, skal blive spændende at se. Han får i hvert fald brug for alle de kvaliteter, han hyldes for i forhold til mandskabsbehandling.

Det er dog ikke kun den kollektive tilstand mellem ørene, som landstræneren skal have justeret på landsholdet. Spillemæssigt er der også flere ting, der skal arbejdes med, før holdet rammer det topniveau, som vi endnu ikke har set ved disse europamesterskaber.

Nikolaj Jacobsen havde fra sin første arbejdsdag som landstræner en mission om at genoplive den danske kontrafase, som har været udfordret i de seneste år. Vi må konstatere, at det er mislykkedes i stor stil. Det er kun i kampen mod Slovenien, at der reelt har været tale om dansk kontra-succes.

Mikkel Hansen og forsvaret er også en udfordring. For lige så god han er offensivt, lige så tvivlsom har hans forsvarsspil været under denne turnering. Måske har det noget med hans knæproblemer at gøre – eller måske er det fordi, han ikke spiller forsvar i Paris. Men virkeligheden er i hvert fald, at Jacobsen skal finde ud af, om Mikkel Hansen skal være en fast del af forsvaret. Og om det skal være som venstre back eller venstre fløj.

EM har også åbenbaret, at Danmark er lige så sårbare på højre backen, som vi kunne frygte efter Kasper Søndergaards frivillige landsholdsstop. Hvis Nikolaj Jacobsen kunne overtale Skjern-spilleren til et comeback før næste års VM, ville det højne de danske guldchancer betragteligt. Men det virker meget usandsynligt. Så Jacobsen skal håbe på, at Niclas Kirkeløkkes skulder arter sig, og han løfter sig i niveau – for trods Peter Ballings drømmekamp mod Spanien virker han ikke som en holdbar løsning i længden. Og der er brug for en venstrehåndet højre back til at skabe et bedre flow i det danske angrebsspil. I hvert fald i perioder.

Vi kommer heller ikke udenom, at målmandsspillet har været et problem i Kroatien, hvor Niklas Landin har skuffet massivt. Her tror jeg dog mere, der er tale om et enkeltstående tilfælde, for der er ikke rigtig noget, der indikerer, at anfører Landin pludselig generelt skulle være for nedadgående.

Nu får både Landin og de øvrige danskere muligheden for at rejse sig i bronzekampen mod Frankrig, og selvom det er svært at sætte sig op til sådan en trøste-omgang, skal spillerne selvfølgelig være så professionelle, at de evner det.

Med Nikolaj Jacobsens mantra om, at han vil indføre vinderkultur på landsholdet, er det også et vigtigt skridt i den rigtige retning, at danskerne slutter godt af og viser, at de VIL have bronzen, så de ikke kommer tomhændet hjem.

Selvom et bronzeplaster ikke vil dække såret efter semifinale-skuffelsen.