KOMMENTAR

Jeg ved godt, at Nikolaj Jacobsen har travlt med at fralægge sig favoritværdigheden – men det begynder altså at dufte af dansk EM-medaljeform efter en flot sejr over Slovenien. Landsholdets formkurve har pil op, og hvis danskerne kan fortsætte den udvikling, vi har set i de sidste to kampe, lover det rigtig godt.

Mod Slovenien var det et dansk landshold, som offensivt leverede det bedste, vi har set under EM. Mange spillere bidrog til bombardementet af det slovenske mål, og endelig lykkedes danskerne også med at få gang i kontrafasen, som ellers har knaset lidt i de første fire kampe. Og det var både første- og andenbølgen, som sad lige i skabet, og det er af stor betydning, at danskerne har fået gang i den del af spillet. Det kan meget vel blive afgørende for, om Danmark får medaljer med hjem – og hvilken karat det bliver.

Positivt var det også, at danskerne fik gang i fløjspillet, som ikke havde været oppe i de højeste omdrejninger før mødet med Slovenien. Men Lasse Svan(tastisk) Hansen – 11 mål, respekt – og Casper U. Mortensen stemplede begge ind i turneringen med et aftryk, der var til at få øje på.

Før kampen var der bekymring for Niklas Landin på grund af de lyskeproblemer, han ragede til sig i kampen mod Spanien, men de bekymringer er i første omgang manet i jorden. Landin kom ind, efter Jannick Green for en sjælden gangs skyld havde fået lov at starte i målet, og anføreren fik med en redningsprocent på 37 vist, at han stadig har tænkt sig at bidrage til herlighederne.

Sejren over Slovenien blev også endnu en demonstration af, at den danske bredde absolut kandiderer til at være den stærkeste ved slutrunden. Nikolaj Jacobsen har det luksusproblem, at de fleste spillere griber chancen, når de kommer ind på banen, og det giver landstræneren mange muligheder for at få det danske spil til at lykkes.

Største forbedringspunkt i kampen for landsholdet er forsvaret, som havde problemer i første halvleg, men blev bedre efter pausen. Der er dog stadig plads til at lægge nogle procenter på i den danske defensiv.

LÆS OGSÅ: Se BTs karakterer efter sejr over Slovenien: En mand får topkarakter - en mand dumper

Nu er næste opgave søndag aften, hvor Tyskland venter. På papiret er tyskerne den sværeste opgave i mellemrunden, men de forsvarende europamestre virker til at være et godt stykke fra den form, som sikrede dem guldet for to år siden.

’Bad Boys’ er mødt op i Kroatien i en haltende version, der på ingen måde er så skræmmende som det aggressive og altopofrende kollektiv, som førte dem til tops ved EM i 2016.

Holdet virker ikke på omgangshøjde med landstræner Christian Prokop, der overtog tøjlerne fra succestræneren Dagur Sigrudsson sidste år, og der har da også været historier fremme om problemer i den tyske trup.

Jeg aner ikke, om de har hold i virkeligheden, men jeg kan konstatere, at når man ser tyskerne spille lige nu, så ser det ikke skræmmende ud. De har da også hutlet sig gennem det indledende gruppespil med en sejr og to uafgjorte, og i den første mellemrundekamp var de på randen af knockout mod Tjekkiet, før de lukkede opgøret i de sidste minutter. Og ja, jeg er opmærksom på, at Danmark tabte til tjekkerne, men så voldsom en nedtur rammer danskerne ikke igen, så jeg synes ikke, det er brugbart som målestok.

Derfor sidder jeg med en helt klar fornemmelse af, at det danske landshold vinder kampen, hvis de rammer i nærheden af topniveauet.

Nu ved jeg godt, at Nikolaj Jacobsen har brugt de seneste dage på at tale Danmark lidt ned og tale modstanderne op, men virkeligheden er, at ambitionerne om en semifinale har rigtig gode vilkår, som situationen er i gruppen lige nu.

Jeg er i øvrigt ret sikker på, at Nikolaj Jacobsen var nået frem til samme analyse, da han selv var slutrundeekspert på TV2… Men med landstrænerkasketten er der selvfølgelig nogle andre kommunikative hensyn at tage i forhold til ikke at lægge for stort et pres på spillerne. Det ændrer bare ikke på, at danskerne står med gode kort på hånden og bør være i stand til at løse det.

Her til allersidst skal vi lige nå at runde noget, der intet har med Danmark at gøre. Men som er så tåkrummende dumt og pinligt, at vi igen blev mindet om, hvorfor håndbolden har svært ved at slippe af med stemplet som en ’amatørsport’. Det handler selvfølgelig om den straf, som EHF har idømt kroaternes landstræner Lino Cervar for – mens kampen var i gang - at gå halvandet skridt ind på banen og hive i en hviderussisk spiller i de afgørende sekunder af torsdagens opgør mellem Kroatien og Hviderusland.

LÆS OGSÅ: Kroatiens træner var vildt usportslig: Her er hans milde straf

Eller nu skriver jeg ’straf’. Det er jo en overdrivelse. En bøde på 3.000 euro er jo ikke en straf. Det er en patetisk alibi-dom, som EHF nu forsøger at gemme sig bagved. Manden skulle selvfølgelig have været udelukket fra resten af turneringen. Man kunne få den grimme, men meget oplagte tanke, at EHF ikke vil lægge sig ud med værtsnationen og derfor ikke tør give Cervar og kroaterne den hårde straf, som forseelsen berettiger til.

Det er i hvert fald en fuldstændig håbløs afgørelse set i et fair play-perspektiv, og EHF har nu dannet en farlig præcedens på området.

Nå, det skal jo ikke fjerne fokus over den danske sejr. Som var imponerende og lover godt for den videre færd – lad os huske på det!