’Landsholdet har mistet mere end hver tredje tv-seer.’ ’Pinligt, fiasko og ynkeligt!’

Sådan har nogle af overskrifterne de sidste ti år lydt, når det danske herrelandshold har været i vælten – og tabt endnu en gang. Men da landsholdet tirsdag aften kvalificerede sig til VM i en sejrsmarch og endda på udebane mod Irland, ændrede det pludselig billedet – totalt.

Kampen blev vist på Discoverys Kanal 5, som fik seerrekord for en dansk Discovery-kanal på 1,3 millioner seere. Vi snakker i ligaen ’X Factor’, ’Den Store Bagedyst og ’Matador.’ Derfor har landsholdet i fodbold nu igen potentiale til at blive det nationale samlingspunkt, som kun ganske få begivenheder bliver.

Vi har godt nok været med i et par slutrunder siden 2010, men er røget ud i de indledende runder og har ikke haft nogen reelle triumfer siden VM 2002, hvor vi slog de forsvarende verdens- og europamestre Frankrig.

Sejren ved EM i 1992 sidder så dybt i os, fordi det har været med til at gøre os stolte som nation og definere vores identitet. Alle kan nærmest huske følelsen i kroppen, da Kim Vilfort hamrede sin tørre venstrefod ind til 2-0 via den ene stolpe. Selv os, der dengang kun var 11 år gamle, ved, hvem vi så kampen med, fornemmelsen i maven og lyden af sejrsråbene, da John Faxe bragte os foran mod tyskerne.

Og allerede nu glæder vi os til sommer på grund af VM-billetten tirsdag aften. Vi står igen på tærsklen til noget stort som nation og vil det næste år klynge os til håbet. Det er vigtigt for os at have de milepæle, for vi har brug for at kaste vores kærlighed på noget, der binder os sammen. I sommers lærte vi pludselig navnene på profilerne på kvindelandsholdet, selvom vi måske aldrig har set kvindefodbold før, og det samme skete, da Bjarne Riis vandt Touren i 1996, og Brødrene Olsen sejrede i det internationale melodi grand prix i 2000.

I en global verden, hvor grænser udviskes, og vi handler med hinanden som aldrig før, har vi mere og mere brug for noget, der samler os. Bare det bliver landsholdet i sommeren 2018.