En måned uden kamp. Det er de kolde og hårde facts for Riza Durmisi, der igen er blevet henvist til bænken i Lazio, efter han ellers for godt en måned siden fik sin første startdebut i Serie A i sejren over Frosinone.
Den danske venstre back og tidligere landsholdsspiller fortæller ærligt i denne måneds B.T. Backstage, at det skuffer ham, og han har da også vendt situationen med klubbens sportsdirektør, Igli Tare.
»Jeg må bare sige, at jeg er meget, meget skuffet over, at jeg ikke har spillet mere. Jeg føler, at jeg har fortjent flere chancer. Jeg venter på at få to, tre kampe i streg, så jeg kan vise noget mere,« siger Riza Durmisi efter endt aftentræning og tilføjer:
»Jeg snakker meget med sportsdirektøren, som hjælper mig hver dag, og han beroliger mig og siger, at jeg bare skal fortsætte med at gøre mine ting, så skal jeg nok få chancerne. Han ved også godt, at hele mit forløb hernede kunne have været anderledes. Nu har jeg haft det med baglåret, så skete der det med armen, så der har ikke været en fast og kontinuérlig rytme at gå efter indtil nu, hvor jeg træner med fuldt ud og skal vise, at det er mig, som skal spille.«
Kan du bruge det til noget, at sportsdirektøren beroliger dig, når du den seneste måned har været klar og med i alle kamptrupper?
»Summa summarum er jeg skuffet. Det er der ingen tvivl om. Men jeg er meget optimistisk omkring, at jeg nok skal få chancen. Jeg håber og tror, at det faktisk kan blive allerede her i weekenden (søndag mod Parma, red.), for jeg har været varm til træningerne.«
Hvornår er du dér, hvor du vil gøre krav på spilletid?
»Jeg har skrevet under på en femårig aftale, og den vil jeg respektere. Den aftale gør, at jeg er økonomisk uafhængig, men på den anden side vil jeg spille fra nu af. Alle vil jo gerne spille, og jeg føler også, at jeg har fortjent min chance.«
Men hvor stor er din tålmodighed?
»Der er stor konkurrence på vores hold. Det er en storklub, og jeg har stadig meget tålmodighed.«
Men du har jo også ambitioner?
»Ja, selvfølgelig. Og på et tidspunkt løber min tålmodighed op, men den er der endnu.«
I holdt nullet i din sidste kamp. Siden har du ikke fået spilletid. Hvad får det dig til at tænke?
»Det var mod et bundhold, og der kunne træneren spare anføreren, for at være helt ærlig. Men det var da rart, at vi vandt kampen, og jeg var stabil hele vejen.«
Hvordan tackler du din situation?
»Jeg har været nedtrykt, men så tænker jeg på de ting, der er vigtigere end fodbold. Det er min familie. Når den har det godt, og jeg trækker vejret uden problemer, kan jeg ikke gå rundt og være sur over min tilværelse, fordi jeg er inde i periode med for lidt spilletid. Vi glemmer nogle gange at være taknemlige for, at vi kan trække vejret og har det godt. Jeg har begge mine øjne, begge mine arme og er rask hele vejen igennem, så jeg føler mig velsignet. Når det er sagt, er fodbold da helt klart andenprioriteten i mit liv. Det er der ingen tvivl om.«
Har denne situation ændret på din væremåde?
»Nej. Jeg gør alt det, jeg altid har gjort. Jeg er fra Ishøj, så fordi jeg ikke spiller, spærrer jeg mig ikke inde bag lukkede gardiner. Jeg gør det, der gør mig glad, for når jeg er glad uden for banen, spiller jeg også bedre.«
»Det er ikke, fordi jeg ikke har stået i denne situation før. Jeg gjorde det i Brøndby, jeg gjorde det i Betis, og nu gør jeg det i Lazio. Det, det hele handler om, er, hvordan man kommer ud på den anden side af sådan en nedtur.«
»Nu skal jeg bare få det vendt, og det ved jeg, at jeg kan, når jeg får min chance. Det er et spørgsmål om tid, før træneren ser min vej, men man er også nødt til at forstå, at det er Lazios anfører (Senad Lulic, red.), der har været her i otte år, jeg skal slå af. Nu må vi se, om det ikke er tid til at lade andre komme ind.«
Har du niveau til at komme på holdet nu?
»Ja. Hvis du spørger mig, bør jeg - med al respekt for, at det er træneren, som sætter holdet - spille hver gang. Jeg tror ikke, der er én spiller, som ikke vil sige det.«
Hvem søger du råd hos?
»Ingen. Jeg er en mental kriger.«
