Et år efter terapiforløbet sluttede, var størstedelen af børnene stadig fri for tvangstanker.
Cirka en måned før sommerferien sidste år (2016) begyndte Sofie på 10 år at opføre sig mærkeligt. Hun gik hele tiden i stå. Når hun skulle ud af bilen derhjemme efter skole, blev hun siddende. Hun stod stille i entreen uden at gå i gang med at tage tøjet af.
Hendes mor og far lagde også mærke til, at hun lavede nogle ting flere gange. For eksempel tog to gange i dørhåndtaget eller tændte og slukkede vandhanen flere gange.
Små ting, som var lidt mærkelige.
»Jeg kan huske, at min mand og jeg snakker om, at der er et eller andet med hende. Det er lige som om, hun bliver mere og mere langsom i alt, hvad hun gør. Jeg ender med at gå forbi skolepsykologen et par dage før ferien. Hun har lukket, og jeg tænker: ”Nu er det jo ferie, så kommer der ro på, så bliver Sofie sig selv igen”,« fortæller hendes mor Maiken, til Videnskab.dk.
Men Sofie blev ikke sig selv. Sommerferien startede fredag, og om mandagen havde hun en legeaftale med en veninde fra klassen.
»Veninden kommer herhjem, men Sofie kan ikke lege med hende. Sofie siger ingenting. Hun går bare rundt og rører jorden hele tiden. Jeg bliver nødt til at ringe til moren og bede hende hente veninden.«
Samme dag ringede Maiken til lægen. De fik en tid et par dage senere. I løbet af de dage fik Sofie det værre. Hun vågnede om natten og var meget angst. Hun kunne næsten ikke bevæge sig, ud over når hun nærmest helt manisk begyndte at røre gulvet og rejse sig og sætte sig op igen og igen. Hun holdt op med at spise.
Lægen henviste Sofie til OCD-klinikken på Aarhus Universitetshospital.
Læs også på Videnskab.dk: Opsigtsvækkende studie: Katteparasitten T. gondii kan give skizofreni og OCD
Familien kom hurtigt til første samtale, men på grund af sommerferien gik der halvanden måned med at stille en diagnose, så Sofie kunne komme i gang med behandlingen. På den korte tid, fik hun det værre og værre.
»Helt almindelige ting som at spise og drikke selv, det kunne hun ikke. Hun kunne ikke pudse næsen, så hun havde hele tiden snot, som løb ned. Når vi spurgte hende, hvad der foregik, og hvis vi prøvede at presse hende til selv at spise, så sad hun bare helt stille, mens tårerne begyndte at løbe ned ad kinderne på hende.«
Læs også på Videnskab.dk: Kys kæresten foran fremmede og få sunde børn
Børn som Sofie kan hjælpes
Hvad der præcist foregik inde i hovedet på Sofie, ved Maiken stadig ikke. Hun ved, at datterens tvangstanker og tvangshandlinger handlede om frygtelige scenarier, hvor mor eller far ville dø på en voldsom og meget makaber måde. Hvis Sofie ikke gjorde tingene på det helt rigtige tidspunkt, når det føltes helt rigtigt, ville der ske noget forfærdeligt.
På den måde blev Sofie gradvist i stand til færre og færre ting. Hun kunne ikke spise og drikke. Hun kunne ikke selv gå rundt i huset. Hun kunne ikke tørre sin næse.
»De her børn er frygteligt forpinte. Nogen af dem har så mange tvangshandlinger, at de ikke kan passe skolen. De er nødt til at gøre de her helt bestemte ting, for eksempel tælle alle vinduer, de går forbi. Hvis ikke de gør det, er de sikre på, at der vil ske noget frygteligt,« fortæller professor på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet og overlæge i børne- og ungdomspsykiatrien på Risskov, Per Hove Thomsen, til Videnskab.dk.
Heldigvis er det muligt for børn som Sofie at lære at kontrollere deres angst og at holde op med at gøre alle mulige ting for at undgå alverdens ulykker.
Læs også på Videnskab.dk: Hygiejnehypotesen: Derfor er skidt og snavs sundt - især for børn
Danske, norske, svenske og islandske forskere har afprøvet en særlig type kognitiv adfærdsterapi til børn med OCD. Cirka halvdelen af børnene havde gavn af terapien. De blev mindre angste og mindre styret af deres tvangstanker og tvangshandlinger.
Nu har forskerne fulgt op i et nyt studie. Her kan de se, at størstedelen af de børn, som fik det bedre af den kognitive adfærdsterapi, stadig har det bedre et år efter. Det er et af de første studier, som viser, at kognitiv adfærdsterapi har en langvarig virkning. Mere end 90 procent af børnene har kun få eller slet ingen symptomer på OCD et helt år senere.
En stor del af dem har oveni købet fået det bedre, end lige da terapien sluttede – de er nu helt fri for deres OCD.
»Jeg er rigtig glad for det her resultat. Man kan konkludere, at det er værd at sætte ind med en systematisk, ordentlig behandling for at hjælpe de her børn, for det hjælper dem faktisk også på langt sigt,« siger Per Hove Thomsen, som har kørt forskningsprojektet.
Han er medforfatter på en artikel om resultatet i det videnskabelige tidsskrift Journal of the American Academy of Child & Adolescent Psychiatry
Du kan læse hele artiklen – og hvordan det går med Sofie i dag – på Videnskab.dk.
Læs også på Videnskab.dk:
