Natten til lørdag kan blive sidste gang i denne omgang, at vi får 'fornøjelsen' af den herhjemme.

Nattefrosten, altså. For senere samme dag begynder lun luft nemlig at presse sig på fra syd.

Det forklarer meteorolog Erik Hansen i en vejrkommentar på DMIs hjemmeside.

De kommende dage – torsdag og fredag – fortsætter dog i det kølige tegn. Endda også med byger, der kan være med hagl.

Torsdag er det især den sydvestlige del af landet, der kan få bygerne, mens der ifølge meteorologen fredag ventes byger i hele landet.

Både natten til fredag og natten til lørdag kan der komme nattefrost flere steder, men:

»Sidste nat med temperaturer under frysepunktet bliver natten til lørdag,« forklarer Erik Hansen i vejrkommentaren.

For lørdag presser varm luft på sydfra, og det sender temperaturen op mellem 8 og 14 grader.

I weekenden følger der – desværre for de sol- og forårshungrende danskere – også skyer og lidt regn med de varmere temperaturer, men fra næste uge begynder solen at dukke mere frem.

Samtidig står termometrene i næste uge til at kunne nå op mellem 15 og 20 grader – måske endda helt op på 22 grader nogle steder.

Men mere om det, når vi nærmer os den tid.