I løbet af onsdag falder temperaturen til omkring frysepunktet - og nogle steder i landet kan der komme snebyger.

Det skriver TV 2.

De lavere temperaturer skyldes, at vinden i løbet af dagen vender, så den vil komme fra nord. Dermed vil der begynde at strømme kold luft ned over Danmark fra de norske fjelde. Allerede i løbet af eftermiddagen ryger nålen ned omkring nul på termometeret mange steder, og ifølge TV 2 Vejrets prognoser vil der komme snebyger over store dele af landet.

Fra Kattegat og Skagerrak vil snebyger komme ind over land på en linje fra Nordjylland over Djursland til Vestsjælland og derefter bevæge sig mod vest og sydvest. Hvis det som forventet bliver tilstrækkelig koldt, kommer der til at falde mellem en og to centimeter sne mange steder. Lokalt kan der falde helt op til fem centimeter sne, oplyser TV 2 Vejret.

I løbet af natten vil nye snebyger ramme Nordvestjylland, Østjylland, Vestsjælland og Fyn.

Andre steder i Danmark fører vejrgudernes luner til helt andre bekymringer. Efter at vinden har lagt sig er vandstanden begyndt at stige flere steder i landet. DMI har forudset, at danskerne kan blive ramt af en såkaldt '20 års hændelse'. Det betyder, at der kommer vandstande i områderne, der i gennemsnit kun er observeret i et bestemt niveau fem gange hvert 100 år. Det kan du læse mere om her.