Danmarks Meteorologiske Institut har mandag formiddag ændret en smule i det varsel om kraftig regn, som det har sendt ud.

I ændringerne gemmer der sig både godt og dårligt nyt.

Af det oprindelige varsel, som blev sendt ud søndag aften, var hele den sydlige del af landet dækket af en gul farve, som indikerer »voldsomt vejr«.

Den gule farve skyldes, at der forventes at falde kraftig regn i de berørte områder fra senere mandag og frem til tirsdag.

Men søndag er der ændret lidt i det.

Nu er Sjælland ikke længere malet i en gul farve, men derimod en blå, hvilket er en nedgradering. 

Den blå farve udgør nemlig ikke et varsel, men indikerer derimod en såkaldt 'risikomelding', da der i området er risiko for kraftig regn – mens der i de gule områdes forventes kraftig regn.

Også i området omkring Aarhus og Syddjurs er der nedgraderet fra et varsel til en risikomelding.

Det er den gode nyhed.

Den dårlige ændring er, at man har udvidet området en smule. Nu er Lemvig, Struer, Holstebro og Viborg også omfattet af en risikomelding – hvilket de ikke var søndag. 

Det er ikke den eneste ændring. 

Da varslet blev udsendt søndag, forlød det, at regnen især forventedes at falde fra klokken 20 mandag til klokken 20 tirsdag aften.

Den tidsramme er nu ændret.

I stedet advarer DMI nu om kraftig regn fra klokken 15 mandag eftermiddag og frem til tirsdag klokken 15.

»De seneste vejrprognoser antyder, at området med mest regn vil holde sig over den sydvestlige del af Danmark, men den præcise placering er usikker, og derfor er der udsendt DMI risiko for kraftig regn i en større del af landet,« lyder det i en kommentar fra meteorolog Lars Henriksen på DMIs hjemmeside:

»Vi følger situationen og opdaterer efter behov.«