En beruset 50-årig mand tog klokken fire i nat en taxa fra Odense til Ribe i Vestjylland udelukkende, fordi han ville sige et par sandheder til den danske formand for Manchester United.

Taxaturen stod i 2.000 kroner for den midaldrende mand, der i sin brandert havde fået en voldsom lyst til at snakke om den engelske fodboldklub.

- Vi blev ringet op af den danske formands kone om at der, stod en smaskberusset mand ude på vejen og råbte og hujede: Jeg ved meget mere om Manchester United end du gør. Det værste var, at de to ikke engang kendte hinanden, siger vagtchef Bjørn Pedersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Manden råbte, skreg og sang slagsange i en sådan grad, at han vækkede flere naboer - og Manchester United-formandens kone til sidst kontaktede politiet, der sendte en patrulje for at fange den berussede fodboldfan.

- Vi kørte ham så til den nærmeste banegård og så måtte han selv tage stilling til om han også ville hjem i taxa eller kunne nøjes med et tog, siger Bjørn Pedersen til B.T.