Først kom det frem, at han skulle være far og nu har Robert Hansen så også været på knæ. I rollen som Viktor frier han nemlig til Anja i den kommende Anja og Viktor film, der kommer til at bære undertitlen 'I medgang og modgang'.

Anja siger selvfølgelig ja, og det billedskønne frieri blivet forseglet med et kys. De første optagelser til den nye film foregik i går på Kongens Nytorvs skøjtebane med 40 skøjtende statister i baggrunden.

Robert Hansen og Sofie Lassen-Kahlke havde forinden modtaget skøjteinstrukser.

- Det var ikke svært at lære, sagde Sofie Lassen- Kahlke mellem kyssene.

På trods af den hede aften på isen mellem Anja og Viktor, så er Robert Hansen, 28, og hans kæreste, Mira Wanting, der også medvirker i en birolle i Anja og Viktor filmene i lykkelige omstændigheder, og hun venter parrets første barn sammen til september.

Ikke i frier-tanker
Selv går den kommende far dog ikke i giftetanker foreløbig.

- Nej, det har jeg ikke lige haft i tankerne, sagde Robert Hansen med et lykkeligt smil mellem optagelserne på skøjtebanen.

Hans 29-årige medskuespiller Sofie Lassen-Kahlke har også oplevet forandringer på kærlighedsfronten. Hun blev i november single efter fem år langt forhold med Axel Castenschiold, og er dermed atter solosild.

Den romantiske stemning i filmen har efter eget udsagn ikke smittet af på hende.

- Nej, det tænker jeg ikke så meget på. Jeg er bare glad for at være her med Robert igen, siger Sofie Lassen-Kahle med et genert smil.

Anja og Viktor fans må væbne sig med tålmodighed før de får svaret på, hvad resten af filmen bringer. Den har premiere den 12. september 2008.