Den bog-aktuelle forfatter er ved at komme på plads i sit nye hjem i Spanien.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Hun er lige flyttet til spanske Andalusien, hun er glad - og hun har en splinterny børnebog ude.

Renée Toft Simonsen (40), forfatter, psykolog og model, har taget hele sin familie med til Spanien. Familien tæller manden Thomas Helmig, deres fælles barn, syv-årige Hugo, Renées to børn med eks-manden Kristian Sandvad, Ulrikke på 11 og Jens Kristian på 10, samt Thomas Helmigs datter Ida Marie, 13, som han har sammen eksen Heidi. Og foreløbig ser det hele ud til at gå strålende.

- Der er meget mere indkøring hernede end jeg troede, griner Renée fra Andalusien.

- Men børnene er begyndt i en lille landsbyskole her, og jeg er så småt begyndt at skrive.

Mens hun skriver på nye projekter har hun allerede en splinterny action-drenge-bog ude, nemlig 'Anthony Greenwood og den amerikanske præsident', med den 13-årige Anthony i hovedrollen. Bogen er primært til drenge mellem syv og 12 år og der følger et PC-spil med.

Og det er noget at et skift i forhold til hendes tidligere to børnebøger, som har pigen Karla i hovedrollen.

- Karla er ikke nogen superhelt, mere en slags hverdagsheltinde, som er god til at tage sagen i egen hånd.

- Men bogen om Antbony er en action-spækket sag til drengene. Ideen var så oplagt synes jeg, fordi jeg synes det er dødsvært at finde gode bøger til drenge, som ikke orker at kaste sig over de mursten, som f.eks. Harry Potter er. Deriblandt min egen 10-årige knægt. En af tankerne er netop at fange nutidens drenge, så de får lyst til at læse. 'Anthony Greenwood og den amerikanske præsident' er bevidst lavet meget letlæst med store bogstaver og overskuelige sider så drengene oplever den sejr det er, at have læst et kapitel, selv om de ikke er bogorme. Og så er den kun på 130-140 sider.«

Renée Toft understreger, at action-piger også kan få glæde af bogen.

- Og jeg kunne sagtens finde på at skrive en bog om en action-pige også. Jeg var stor fan af Puk og Pippi, som jo er to action-figurer.

Helmigs hjemmelavede godnat-historier
Greenwood-bogens hovedpersons navn kommer fra Thomas Helmigs hjemmelavede godnat-historier for børnene. I hans historier, som ifølge Renée får børnene til at sidde med åben mund og polypper, er Anthony Greenwood dog en voksen mand.

- Der lød også et ramaskrig fra børnene i starten, da jeg havde lavet ham om til en dreng. Men nu synes de bare han er supersej.

Renée håber, at bogen sælger 10.000 eksemplarer ('hvis ikke må jeg hellere gå op og ned ad Strøget og sælge den fra en trækvogn, haha') og der arbejdes ifølge hende på at få den ud på engelsk, den er allerede oversat.

Renée nyder i fulde drag at være forfatter og bestemme over sig selv:

- Det er helt fantastisk at være frue i eget hus, også selv om det er ensomt at være forfatter og jeg kan være enormt selvkritisk.

Derudover har Renée Toft Simonsen en voksen-roman, som hun med bævende hjerte tager frem ind i mellem og arbejder på.

- Jeg er enormt usikker på den. Men jeg vil vove pelsen, lyder det stærkt fra Renée i det andalusiske Spanien.

fhk@bt.dk