Nu er det slut. (...) Hvis jeg virkelig betød noget for dig, og det ved jeg, at jeg gjorde, så føler du smerte nu, hvor du har fået meddelelsen om min død...'
Sådan skrev den svenske krimiforfatter Stieg Larsson i et afskedsbrev til sin elskede, Eva Gabrielsson. Kvinden som i 32 år stod last og brast ved hans side, hans ét og alt. Brevet kommer vi tilbage til.Men da Stieg Larsson døde i efteråret 2004, måtte Eva Gabrielsson ikke alene deale med en smertelig sorg. Hun måtte også ruste sig til kamp. Mod forfatterens familie, som ikke ville anerkende hende som arving.
'Hvordan kan det være, at når en mand dør, så raderes kvinden ud af hans liv?' spørger Eva Gabrielsson med et indtrængende blik om den umenneskelige konflikt, hun efter mere end fire år stadig sidder fast i.
Var ikke gift
Trods et langt samliv var Eva Gabrielsson og Stieg Larsson teknisk set ikke ægtefolk. Og i henhold til den svenske samlivslov blev hun ikke-eksisterende, da Stieg Larsson døde. Da der ikke findes noget testamente, er hun ikke retmæssig arving. Alle ophavsrettigheder til Stieg Larssons værker og millionindtægterne går til hans slægt – det vil sige hans far og bror.
- Det er både chokerende, krævende og ubegribeligt. Jeg kan ikke gå videre med det, jeg har gjort og stået for i 32 år. Ens liv forsvinder på en måde.
Det er dybt ironisk, for Stieg betragtede mænd og kvinder som ligeværdige. Han vidste udmærket, hvor meget kvinder – og ikke kun mig – betød i hans liv. Kun Stiegs navn er trykt på bøgerne, men han ville have vendt sig imod tanken om, at de kun var hans, siger Eva Gabrielsson, som i høj grad føler, at hun har været med til at skabe værkerne.
Kærlighed ved første blik
- De er et resultat af ideudveksling, modspil, diskussion og afprøvning af udsagn - alle de ting, Stieg og jeg brugte hinanden til.
Hun holder en længere pause, funderer, leder efter ordene. Så samler hun dem lige så stille:
- Det er mærkeligt: Når man har levet sammen i så lang tid, som vi havde, kan det være svært at skelne, hvor den ene hører op, og den anden begynder. Vi er forskellige, men alligevel så beslægtede, at vore stemmer ofte lyder ens. Det, som jeg siger og gør, bliver lige så vel noget, han udtrykker. Den ene kommer med en blå farve, den anden med en rød, og sammen får vi lilla.
Stieg Larsson og Eva Gabrielsson mødte hinanden i Umeå i 1972 til et politisk møde mod Vietnamkrigen. De var begge 18 år, og da Eva trykkede den blonde fyr i hånden, sagde det bang:
- Det var kærlighed fra første øjeblik, smiler hun.
Fire år senere skulle Stieg Larsson på en livsfarlig politisk mission til Addis Ababa i Etiopien. Der var krig, og folk blev myrdet for et godt ord. Stieg var overbevist om, at han skulle dø og aldrig mere se sin kæreste og skriver 9. februar 1977 et afskedsbrev til sin 'Älskade Eva'.
'Jeg elsker dig'
- For første gang jeg skriver et brev til dig, ved jeg faktisk præcis, hvad jeg skal skrive. Jeg elsker dig. Elsker dig. Elsker dig, indleder han sit brev og skriver senere:
»Glem mig ikke, men lev videre. Lev dit liv. Smerten er noget, som går over med tiden, selvom det ikke føles sådan lige nu. Du er stadig tilstrækkelig ung til at have dit liv foran sig. Så lev i fred, elskede ven. Lev, elsk, had og fortsæt kampen!« lød ordene i brevet, som Eva Gabrielsson først fandt mellem hans papirer efter hans død i 2004. Sammen med et testamente.
Efter rejsen til Etiopien fik Eva Gabrielsson og Stieg Larsson yderligere 25 år sammen. 25 år hvor de levede, elskede, hadede og kæmpede sammen. De var hinandens bedste venner. Og troede de kunne overvinde alt.
Fuldbyrdelsen af deres stærke forhold var, da Stieg Larsson i april 2004 fik antaget hele tre flyvefærdige krimimanuskripter på én gang. Med serien om den umage, men højspændt dynamiske duo, journalisten Mikael Blomkvist og hackeren Lisbeth Salander, var alle klar over, at noget virkelig stort var i vente.
Og det var der: Gigantisk litterær og kommerciel succes – og en sorg så stor, at et menneske knapt kan rumme den.
Man skal sørge
Da Stieg Larssons hjerte en fugtmættet novemberdag i 2004 holdt op med at slå, gik verden under for hans samlever.
- Man ved, det er sket. Man forstår det. Men man kan ikke tage det ind. Det var, som om det halve af mig var revet væk.
Senere kom en gnavende tomhed over, at han ikke var der. Hun savnede at tale med ham. At spørge, hvad han havde lavet? Hvad han havde fundet ud af? At fortælle, hvad hun selv havde set, og hvem hun havde drukket kaffe med. Og selvom tiden læger alle sår, tror hun aldrig, at smerten går helt væk.
- Sorgen over ham vil altid sidde som store ar, og jeg sørger stadig. Det kommer og går. Man kan ikke bare arkivere et menneske, man har har levet sammen med i 32 år, og så gå videre. Man skal mindes, sørge, og siden kommer vel også evnen til at være glad og le. Men det er ikke endnu.
Der er heller ikke meget at grine af for Eva Gabrielsson, som fortsat er i en bodelingstvist med Stiegs slægt, som har fået ophavsrettighederne og nu forvalter Stieg Larssons forfatterskab.
Hun finder det helt absurd, for Stiegs udtrykkelige ønske var, at der i forbindelse med bøgernes udgivelse skulle etableres et selskab, som alle rettigheder skulle gå ind i. Selskabet skulle bestyres af ham selv og Eva. Da Stieg døde, fandt både slægten og forlaget ifølge Eva konstruktionen i orden, og aftalen var, at forlaget Norstedts skulle oprette det nye selskab.
I 2005 udkom »Mænd der hader kvinder«. Men Norstedts havde aldrig lavet noget firma. Bogen blev en kæmpe succes, pengene haglede ind i kassen, og pludselig vendte Stiegs far og bror på en tallerken. Nu ville de gerne arve. Og ikke nok med det: De solgte filmrettighederne til et svensk produktionsselskab og Sveriges Television.
Familien spinder guld
Familien, som Stieg Larsson kun har haft sporadisk - og i lange perioder slet ingen - kontakt med, spinder guld. Det skønnes, at de tre Millennium-bøger vil indbringe mere end 50 millioner kroner til arvingerne. Eva Gabrielsson har ingenting fået. Til gengæld arrangerede hun Stiegs begravelse, hvor hverken faren eller broren mødte frem.
Selv sidder hun med Stieg Larssons testamente fra 1977, som bemyndiger hende -og ikke hans familie – til at tage vare på hans ting. Men fordi han overlevede rejsen til Etiopien, blev det aldrig bevidnet, og juridisk har det ingen gyldighed. Men det afslører Stiegs ønske.
- Ingenting har ændret sig. Det er derfor, jeg kæmper videre, smiler Eva om den konflikt, som efter fireethalvt år stadig verserer.
