Kongeklovnen arbejder på sit første one-man-show. Efter tre år med den danske sitcom Klovn, vil Frank Hvam tilbage til rødderne.

Anders ’Anden’ Matthesen har gjort det adskillige gange. Og med kæmpe succes. Det samme har stand-up kolleger som Mick Øgendahl, Jan Gintberg og Jonatan Spang. Men indtil videre har en af landets mest populære komikere forsømt at henvise landet til en permanent tilstand af latterkrampe med sit helt eget one-man-show.

Det bliver der nu lavet om på. For efter arbejdet med tv-komikken i ”Casper & Mandrilaftalen”, ”Langt fra Las Vegas” og ikke mindst ”Klovn” har 38-årige Hvam nu brug for at finde tilbage til rødderne.

- Som komiker arbejder man altid på et show. Og der kommer helt sikkert et show fra mig. Det ville være ganske naturligt for mig, fordi jeg jo egentlig er stand-upper. Så vil jeg selvfølgelig også gerne lave et stand-up show – det er klart, siger Frank Hvam til bt.dk.

Er der sat nogen dato på dit show? - Nej. Det er alt sammen meget usikkert, siger Frank Hvam, der debuterede som stand-up komiker på den legendariske Restaurant Din’s i København.

Måske i 2009
I den seneste tid har Frank Hvam optrådt flittigt rundt omkring på mindre klubber. Alligevel føler han sig endnu ikke sikker på, om et show kan programsættes til en gang i løbet af 2009.

- Det kan godt være, men jeg ved det faktisk ikke helt endnu. Jeg ville gerne kunne fortælle noget mere. Og hvis jeg vidste det, ville I være de første til at få det at vide, rævesmiler den populære komiker.

En ting er dog helt sikkert. Frank Hvam har brug for en pause fra "Klovn", som han sammen med makkeren Casper Christensen både har skrevet manuskripter til og spillet hovedrollen i siden starten i 2005.

- Ja, og den pause kunne meget vel være uendelig. Det har vi sagt før, men jeg tror egentlig på det. Det bliver i hvert fald en så lang pause, at man godt kan snakke om, at det slutter. Det ville være som at lave en ny omgang Jens Lyn. Så ville man også sige, at det var en ny serie, fordi pausen har været så lang.

Endnu mangler Hvam og Christensen at optage et enkelt afsnit førend sæson seks af "Klovn" er i kassen. Afsnittet skal optages til januar og muligvis i udlandet, da Franks pinligheder denne gang skal udspille sig i sneen. Kort tid herefter vil den foreløbig sidste sæson "Klovn" blive sendt på TV2 Zulu.