I dag siger radioværten Alex Nyborg Madsen, 43, farvel til det frie freelance-liv og starter på sit nye job som musikchef for Danmarsk Radios P3 og P4.

Han glæder sig til et liv i faste rammer med fast arbejdstid og opfyldt af de to ting, der altid har stået hans hjerte nærmest: musik og radio. Udadtil sker der ikke den store forandring. »Men det betyder én ting: Det er slut med, at min egen musik bliver spillet i radioen.

Jeg har sikret mig, at der skal være tid til at spille, men det er højst et par gange om året, og jeg har jo ikke ligefrem haft det helt store platin-plade-agtige gennembrud,« siger Alex Nyborg Madsen som fortsætter som forsanger i bandet »Savage Affair«.

Han skal i gang med at læse på radio-lektien, inden de nye radiostationer går i æteren. »Jeg vil bruge sommeren til at sætte mig ind i tingene, men min tiltræden er ikke ensbetydende med, at der nu vil komme mere dansk musik i radioen.

Men jeg vil gøre mit til, at det bliver mere varieret. Jeg skal primært tage mig af P4, hvor vi i forvejen har en regel om at spille 50 procent dansk musik. Jeg får også ansvar for P3, men de har deres egen P3-chef,« siger Alex Nyborg Madsen og fortsætter:

»Vi er en del af musikbranchen, og vi går ind i en spændende periode med nye radiokanaler og øget konkurrence, så det er ekstremt vigtigt, at DR spiller med.

Alle de kommercielle radiokanaler går efter hittene, men vi skal gerne kunne være et begavet alternativ og fortsætte med også at spille nogle af de små udgivelser«, siger Alex Nyborg Madsen, der fra i dag parkerer pop-hippien og bliver musikalsk chefredaktør.

Han kan allerede fornemme, at han har fået et mere indflydelsesrigt job. »Jeg har fået en del tillykke-mails fra folk, jeg ellers ikke har kontakt til, og jeg kan også mærke, at smilene er blevet bredere, end hvis jeg bare var mig.

Men bare vi spiller med åbne kort, er det ok. Jeg har aldrig lidt af paranoia, og jeg tror ikke, Armani-jakkesæt laves i min størrelse,« siger Alex Nyborg Madsen med ironi i stemmen.

»Man bliver ældre og så får man lyst til at slå sig til ro. Jeg har ikke den samme rastløshed som før. I de senere år har jeg spekuleret over at være fri fugl og ikke vidst, om jeg blev ved. Det er svært at planlægge, når der aldrig er to uger, der er ens, og ofte er man nødt til at sige ja til et job, man måske ikke ville have sagt ja til.«

»For mig er det et spændende job, fordi det kombinerer de to ting, jeg har brugt mit liv på: musik og radio. Jeg håber også at få mit liv i lidt mere faste rammer, så jeg kunne gå til noget træning, så der blev mindre af mig,« siger Alex Nyborg Madsen, der også har haft et dybfølt ønske om at komme videre.

»Det har været sjovt at lave TV, men det trækker ikke. Det ekstreme ved TV er, at du ikke selv har indflydelse på dit arbejde. Det er andre, der bestemmer, og jeg vil gerne være herre i mit eget hus og ikke være noget på andres nåde,« siger Alex Nyborg Madsen.