Kun ganske få kom levende ud igen efter at have kørt ind ad porten til Auschwitz-Birkenau stuvet sammen i kreaturvogne under Anden Verdenskrig.

Men Yisrael Kristal gjorde, og nu kan han bryste sig af en imponerende rekord, som står i skærende kontrast til det helvede af død og umenneskeliggørelse, han og over en million andre uskyldige mennesker var igennem i nazisternes frygtelige dødslejr.

I sit hjem i den israelske havneby Haifa kan Yisrael Kristal torsdag fejre sin 113 års fødselsdag, og det gør ham ifølge Guinness Rekordbog til verdens ældste nulevende mand.

Det skriver Daily Mail.

»Hr. Kristals præstation er bemærkelsesværdig. Han kan fortælle os alle sammen en vigtig lektie om livets værdi og grænsen for menneskets levetid og modstandskraft,« siger Marco Frigatti, som er rekordchef hos Guinness Rekordbog.

Den polsk-fødte israeler har dog skullet meget - rigtig meget - igennem, før han kunne smykke sig med den flotte titel. For Yisrael Kristals liv er som en personliggørelse af den tragedie, der ramte Europa - og i særdeleshed det østlige Europa - under Første- og Anden Verdenskrig.

Krigens rædsler

Yisrael Kristal blev født i den polske by Zarnow  den 15. september 1903 - eller tre måneder før Wright-brødrene gennemførte verdens første flyvning.

Han husker stadig den dag, hvor Østrig-Ungarns sidste kejser, Franz Josef, kørte igennem byen i en bil - som dengang var en vild luksus, kun de allerrigeste havde råd til.

»Jeg kan huske, at vi børn kastede slik efter ham,« siger Yisrael Kristal.

Han var en knægt på 10 år, da tronarvingen til det store kejserrige, Franz Ferdinand, og hans hustru blev myrdet under et besøg i Sarajevo den 28. juni 1914. Det blev startskuddet til Første Verdenskrig - og krigens rædsler kom til at gå hårdt ud over Yisrael Kristals familie.

Hans mor døde under krigen, og faren blev taget til fange af russerne. Yisrael Kristal så ham aldrig igen.

Foto: SHULA KOPERSHTOUK
Vis mere

Som 17-årig flyttede han derfor til storbyen Lodz, hvor han fik arbejde på en slikfabrik. I mellemkrigstiden blev han gift og fik to børn, men snart skulle den polske jødes liv igen blive vendt op og ned af en forfærdelig og umenneskelig krig.

Familien udslettet

Nazityskland indtog Polen efter en lynkrig i september 1939, og inden længe fik det frygtelige konsekvenser for landets store jødiske befolkning - og Yisrael Kristal. Sammen med sin familie blev han forflyttet til ghettoen i Lodz i 1940, og fire år senere blev de deporteret til dødslejren Auschwitz-Birkenau.

Her blev Yisrael Kristals kone og to børn sendt i de berygtede gaskamre, hvor de som over en million andre omkom. Men Yisrael Kristal formåede at holde sig i live, til lejren blev befriet af russerne i 1945. Han vejede på det tidspunkt kun 37 kilo.

I 1950 emigrerede han sammen med sin anden kone og deres søn til Israel og slog sig ned i Haifa, hvor han lever den dag i dag.

Rekorden var i fare

'For meget af alting er ikke godt,' er det motto, som har holdt ham i live så længe, men den præcise årsag til at netop han nu kan kalde sig verdens ældste nulevende mand, vil han ikke gisne om.

»Jeg kender ikke hemmeligheden bag et langt liv,« siger han og tilføjer så:

»Jeg tror, alt er bestemt ovenfra (af Gud, red.). Vi kommer aldrig til at kende den bagvedliggende årsag. Der har været dygtigere, stærkere og flottere mænd end mig, som ikke længere er i live.«

Yisrael Kristal har overtaget titlen som verdens ældste mand efter japanske Yasutaro Koide, som døde i starten af året, blot to måneder før han ville være fyldt 113 år.

Men det var faktisk ikke ligetil for Yisrael Kristal at bevise sin høje alder, for han har ikke noget fødselscertifikat. Men ikke desto mindre har han bestået Guinnes Rekordbogs kriterier for en rekord og kan nu kalde sig verdens ældste mand.

Indonesiske Mbah Gotho mener at kunne bevise, at han er 145 år gammel, men indtil videre har Guinness Rekordbog valgt at vende tommelfingeren nedad over for hans bevisførelse.