USA advarer Danmark i Palæstina-strid

Lad være med at støtte palæstinensernes ønske om en opgradering i FN. Det vil have flere negative konsekvenser – blandt andet for fredsprocessen, fastslår USA i en fortroligstemplet henvendelse.

USA: Få dage før palæstinensernes leder, Mahmoud Abbas, går til FNs Generalforsamling for at få opbakning til en resolution, der skal opgradere Palæstinas status, advarer den amerikanske regering nu i klare vendinger Danmark og de øvrige EU-lande mod at stemme for den omstridte resolution. Det skriver Berlingske.

- En sådan resolution vil have betydelige negative konsekvenser for selve fredsprocessen (mellem Israel og palæstinenserne, red.), for FN-systemet og for vore muligheder for at opretholde vor betydelige økonomiske støtte til de palæstinensiske myndigheder, skriver det amerikanske udenrigsministerium i en fortrolig såkaldt demarche – en diplomatisk note – som den amerikanske ambassade i går afleverede til Udenrigsministeriet.

Der er tale om en hastesag. For allerede den 29. november – en symbolsk dato i historien om den israelsk-palæstinensiske konflikt, da det er 66-års dagen for FNs beslutning om at dele Palæstina i to stater – ventes Abbas at anmode FNs Generalforsamling om at forbedre det palæstinensiske selvstyres status fra observatører til »ikke-medlem observatører.

Opgraderingen vil blandet andet give den palæstinensiske delegation taleret i generalforsamlingen. Men ifølge den diplomatiske henvendelse, som Berlingske er i besiddelse af, advarer amerikanerne også om, at palæstinenserne får mulighed for at indbringe Israels behandling af palæstinenserne for Den Internationale Straffedomstol, hvis Palæstina får opgraderet sin status i FN-systemet.

- Vi tror, at jeres regering ved, hvad der er på spil her og – som os – ønsker at undgå en konfrontation på det kommende møde i UNGA (FNs Generalforsamling, red). Vi håber, at I er villige til at støtte vore bestræbelser, også i jeres samtaler med andre regeringer og med palæstinenserne direkte, skriver amerikanerne.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) vil hverken bekræfte eller kommentere fortrolige henvendelser. Men han fastslår, at Danmark støtter palæstinensernes sag.

- Regeringens mål er klart, at vi i tæt samarbejde med øvrige EU-medlemsstater arbejder for anerkendelse og etablering af levedygtig palæstinensisk stat understreger han i en skriftlig kommentar.

- I det lys arbejder vi fra dansk side for, at flest mulige EU- og nordiske lande vil kunne tilslutte sig en resolution i FNs Generalforsamling. Men endnu har palæstinenserne ikke fremlagt en formel tekst til afstemning, påpeger Villy Søvndal.

Dansk Folkeparti er lodret imod en opgradering af palæstinensernes FN-status, mens Venstre og de Konservative flere gange har udtalt sig skeptisk.

Israel har truet palæstinenserne med sanktioner, hvis de får den opgraderede status i FN. Ifølge den israelske finansminister, Yuval Steinitz, risikerer palæstinenserne, at Israel indstiller al økonomisk samarbejde med Det Palæstinensiske Selvstyre, hvis de ikke opgiver at gennemføre afstemningen i FN.

Palæstinenserne går egentlig efter en regulær anerkendelse i FN af staten Palæstina, men de nøjes i første omgang med at søge opbakning til en opgradering af deres FN-status. Men det vil ikke gøre vejen til en selvstændig anerkendt stat nemmere, mener amerikanerne.

En afstemning i FN vil ikke bringe palæstinenserne tættere på det, de har brug for; en selvstændig stat side om side med Israel,« som Victoria Nuland, der er talskvinde for det amerikanske udenrigsministerium, understregede for nylig.

Og det budskab forsøger USA nu med demarchen at sælge til Danmark og de andre EU-lande.

- Vi vil være taknemmelige for at få at vide, hvor jeres regering står i denne sag, og vi vil også være interesserede i at vide, om I er blevet kontaktet i denne sag af palæstinensiske repræsentanter, slutter demarchen fra det amerikanske udenrigsministerium