Udnævnelsen af Mohammed Kamel Amr skal dæmpe kritikken fra utålmodige demokratiforkæmpere.

Den egyptiske udenrigsminister Mohammed al-Orabi trådte tilbage lørdag, og søndag udpegede premierminister Essam Sharaf afløseren i form af Mohammed Kamel Amr.

Beslutningen ses som en imødekommelse af de mange utilfredse protesterende i landet, som utålmodigt venter på reformer efter afsættelsen af præsident Hosni Mubarak i begyndelsen af året.

Sharaf er i færd med at omdanne sin regering, som han lovede i sidste uge, efter genoptagelsen af demonstrationerne i det centrale Kairo med krav om reformer og om en fremskyndelse af retssagen mod Mubarak.

Den omdannede regering ventes på plads mandag.

Den nye udenrigsminister har tidligere været ambassadør i Saudi-Arabien, og Amr har også arbejdet for Verdensbanken.

Den midlertidige militærregering oplyste sent lørdag på Facebook, at den vil lytte til de protesterendes krav om at skære ned på de mange retssager mod civile for angreb på politiet og militæret.

Til trods for de nye udspil fra militærregeringen, er hundreder af protesterende forblevet på Tahrir-pladsen i Kairo, hvor de har stillet telte op.

En gruppe demonstranter har dog indstillet en sultestrejke, efter at de har forhandlet med militære repræsentanter, oplyser statslige egyptiske medier.

Mohammed al-Orabi var kun udenrigsminister i en måned. Han var en af Mubaraks nærmeste rådgivere.

En lang række ministre ventes at blive skiftet ud i forbindelse med dannelsen af den nye regering.





/ritzau/AFP