Fredsprisen kaldes verdens mest prestigefulde pris. Men en freds- og konfliktforsker er uenig, da han mener, at den uddeles af ikke fagligt kyndige mennesker.

»Reduktion af militærstyrker«, »gennemførelse af fredskongresser« og »nationernes forbrødring«. Disse er kravene, som svenskeren Alfred Nobel stillede til fredsprisvinderne i sit testamente. Vinderne skal blot opfylde ét af kravene.

Mange vil mene, at Nobels fredspris, der første gang blev uddelt i 1901, er en af verdens fornemmeste priser. Men ikke freds- og konfliktforsker Jan Øberg. Først og fremmest fordi, den ikke bliver uddelt af eksperter på området.

- Den ville være prestigefyldt, hvis den var besluttet af mennesker, der har kyndighed eller faglighed omkring fred, men som de fleste måske ikke ved, besluttes fredsprisen af en forsamling af forhenværende stortingsmedlemmer i Norge. Og hvad man ellers kan sige af godt om politikere, så behøver de altså ikke på nogen måde at være eksperter på fred, siger Jan Øberg og påpeger, at man aldrig kunne drømme om at lade »nogle afdankede politikere« bestemme prisen i de andre Nobel-kategorier, kemi, fysik, medicin, økonomi og litteratur.

Jan Øberg mener ligeledes, det burde være indlysende, at man kun kan modtage prisen, hvis man ligger inden for rammerne af Alfreds Nobels testamente. Dette har dog langt fra været tilfældet, vurderer han.

- Alfred Nobel ønskede at støtte mennesker, der har gjort noget for freden - ikke nogle, der måske ville gøre det. Derfor kan prisen med rimelighed heller ikke gives til menneskerettighedsforkæmpere, miljøforkæmpere eller andre gode mennesker. Og den kan slet ikke gives til mennesker, der er tilhængere af krig, sådan som vi eksempelvis må konstatere, at præsident Obama har været i fire år, siger Jan Øberg og tilføjer:

- Hvis du spørger mig, er de seneste års uddelinger faktisk helt hen i vejret i forhold til testamentet.

Omvendt mener freds- og konfliktforskeren, at det er godt, at prisen en gang om året minder verden om, at fred er noget fornemt at arbejde for. Yderligere er det positivt, at den kan medføre en offentlig debat om, hvem der rent faktisk bidrager til freden.

Nobels fredspris uddeles i dag klokken 11 af Den Norske Nobelkomite i Oslo. Foruden en medalje og et diplom følger også 10 millioner svenske kroner til vinderen.