Fatah-bevægelsen, der er den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, politiske bagland, vil ikke indlede nye direkte fredsforhandlinger med Israel.

Den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas, skal ikke indlede direkte fredsforhandlinger med Israel, fordi de indirekte samtaler med israelerne ikke har ført til noget gennembrud, siger Fatah-bevægelsen, der er præsidentens egen politiske organisation.

Udmeldingen kommer, mens USA's særlige Mellemøstudsending George Mitchell er i regionen for at forsøge at presse palæstinenserne og israelerne til at genoptage de direkte forhandlinger, der blev suspenderet i vinteren 2008-09.

Siden maj har israelerne og palæstinenserne været del af amerikanskledede indirekte samtaler, men Abbas har sagt, at han ikke vil deltage i direkte forhandlinger, før israelerne giver deltaljer om grænserne og sikkerheden for en fremtidig palæstinensisk stat.

Palæstinenserne afbrød forhandlingerne med Israel efter landet angreb Gazastriben, der kontrolleres af den militante Hamas-bevægelsen.

/ritzau/AFP