Mindst 26 mennesker er dræbt efter to kraftige bilbomber i den irakiske hovedstad, Bagdad. 53 personer er såret, oplyser indenrigsministeriet.

To næsten samtidige bilbomber er eksploderet i Iraks hovedstad, Bagdad. Mindst 26 mennesker er dræbt, og 53 er såret, oplyser det irakiske indenrigsministerium.

Bomberne var placeret i to biler på en parkeringsplads i Al-Yarmuk i det vestlige Bagdad. De eksploderede med få minutters mellemrum.

Bilerne holdt parkeret foran et af indenrigsministeriets kontorer, hvor irakerne kan få fornyet deres pas og identitetskort. Mange mennesker stod i kø for at for fornyet deres kort, da bomberne sprang.

Blandt de dræbte er to politifolk og mange kvinder. Selve bygningen fik også store skader ved eksplosionen.

Også en anden nærliggende bygning, der huser den irakiske handelsbank, blev ødelagt.

De seneste bombeangreb kommer i kølvandet på en række andre blodige angreb i hovedstaden lørdag aften.

Tre vejsidebomber i Hurriya i det nordlige Bagdad dræbte fire mennesker og sårede 16, mens fire andre mistede livet ved et angreb i Al-Obeidi, der ligger i den østlige del af byen.

/ritzau/Reuters