En video fra en IS-soldats hjelmkamera har ramt nettet. Militærekspert kalder soldaterne for dårlige, men advarer mod, at det ikke nødvendigvis er et retvisende billede af IS.

Den amerikanske nyhedsside VICE er kommet i besiddelse af optagelser, der viser en IS-soldat i kamp mod kurdiske tropper i det nordlige Irak.

IS-soldaten bærer et kamera på sin hjelm, og det giver et overblik over kampen, som han udkæmper sammen med to andre soldater fra ladet af et hjemmelavet pansret køretøj.

Militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Peer la Cour har set videoen og er ikke videre imponeret af de pågældende soldaters evner.

»Man følger tre menige soldater i videoen, som foretager et frontalt angreb. Det er tydeligt, at de er dårligt uddannede, deres våbenbetjening er dårlig, og de er formentlig til mere fare for sig selv. Sådan står det formentlig til mange steder på grund af hastig og mangelfuld uddannelse,« siger Peer la Cour til BT.

VICE har spekuleret i, at videoen kan være en indikation på, at IS' krigsførelse er væsentligt ringere, end hvad man ser i deres propagandavideoer. Det samme har den danske journalist Jakob Sheikh gjort på Twitter. Det advarer Peer la Cour dog imod.

»Det er en hård konklusion at trække. De vil selvfølgelig ikke fremstille sig selv på denne måde, for det er ikke noget godt hvervningsgrundlag, men videoen kan ikke erklæres repræsentativ for resten af organisationen. Det kan meget vel være en meget lille og begrænset del af det store billede,« siger militæranalytikeren, der pointerer, at videoen også er redigeret, og at der derfor kan være udeladt dele, der sætter IS-soldaterne i bedre lys.

På videoen ser man blandt andet, hvordan IS-krigerne skyder vildt omkring sig, mens de tydeligvis har svært ved at kontrollere deres geværer. Senere opstår der heftige diskussioner mellem to krigere på ladet af en hjemmeproduceret kampvogn, hvor der tilsyneladende ikke er enighed om, hvilken ammunition der skal bruges.

Ifølge det amerikanske nyhedsside er den pågældende soldat, der bar kameraet, død i den kamp, der er optaget fra.