Der er – stadig – møgbeskidt på de 12 sygehuse i hovedstaden. Og intet tyder på, at der er renere på hospitalerne i resten af Danmark.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Otte måneder efter at B.T. i juni 2009 kunne afsløre, at rengøringen på hospitalerne dumpede med et brag, viser en ny rapport, at intet er forbedret.

Efter rengøringsassistenten har været der med skrubbe og klud, så er mere end tre ud af fire rum så beskidte, at de ikke kan godkendes efter hospitalernes egne krav.

Det viser en rapport fra Dansk Cleaning Service, der i perioden november 2009 til februar 2010 undersøgte 410 rum på hovedstadens hospitaler, og kun kunne godkende de 97. Næsten samtlige operationsstuer og intensiv-afdelinger med de allersvageste patienter dumpede på grund af dårlig rengøring.

Sengebordene var støvede, hospitalsudstyret var snavset, og der var pletter på gulvet.

Ingen forbedring

Politikerne lovede ellers sidste år bedre rengøring – men intet er forbedret i hovedstaden, viste undersøgelsen.

- Og det er en skandale. Hvordan kan man overhovedet stole på politikerne, når de lover bod og bedring – og alt stadig er møgbeskidt. Rengøring på hospitalerne er i årevis blevet nedprioriteret og udsat for besparelser. Det er dybt godnat, når man ved, at 8-10 procent af alle indlagte får en infektion oven i den sygdom, som de havde i forvejen, på grund af dårlig hygiejne. De bliver altså endnu mere syge af at være på hospitalet. Nogle dør endda, siger professor i mikrobiologi Niels Høiby fra Rigshospitalet.

For store besparelser

Sektorformand Gina Liisborg fra FOA fortæller, hvordan der gang på gang bliver skåret i rengøringen, der ofte har lagt hoveder til, når der for tiden bliver sparet på sygehusene.

- Forholdene er groteske, og vores medlemmer er fortvivlede over, at der ikke er tid til at gøre bedre rent. Det er da en ren skandale. Selv om vi længe har råbt om det, så kommer der ikke flere ansatte, men tværtimod færre. Vi har ledt efter et eksempel på et sygehus i Danmark, hvor rengøringen er god, men har ikke kunnet finde det, siger Gina Liisborg.