OBs udskældte svensker fik endelig hul på bylden, og så blev der sat punktum for angriberens måltørke og OBs nederlagsstime.
Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at mesterskabet langt om længe var kommet til Fyn. Dommer Michael Tykgaards sidste fløjt i fredagens provinsklassiker i Odense mellem OB og AGF blev fejret, som hvis sejren var en af hjemmeholdets største i nyere.
Det var dog ’blot’ en forkølet 2-1-sejr en blæsende september-aften, men det tænkte de ikke over i Odense. Krise-stanken, der har gennemsyret klubben efter seks nederlag i træk, var med et trylleslag afløst af meterbrede smil og glimt i øjnene.
Bredest var smilet dog hos Rasmus Jönsson. Den indtil i aftes målløse svensker, der er blevet stemplet som et reelt transferflop og som symbolet på OBs krise, var kampens bedste spiller og lagde kronen på værket med en flot venstrebenskrølle op i det fjerne målhjørne. Et splitsekund, der fjernede et storebæltsbro-tungt pres fra angriberens skuldre.
»Jeg føler, at hele sæsonen har været stolpe ud for mig. Men jeg har hele tiden tænkt, at det vigtigste var at blive ved med at forsøge. Man kan jo ikke glemme, hvordan man spiller fodbold, selvom man brænder et par chancer.«
Du er hentet til Odense blandt andet med den mission at skulle afløse Rasmus Falk. Har du været tynget af de forventninger, der har været til dig?
»Nej, det synes jeg ikke. De største forventninger er altid kommet fra mig selv?
Hvordan har det været med den kritik, der har været af dit spil i din første OB-tid?
»Der er ingen, der skriver, at det har været stolpe-ud. Man har kun noteret, at jeg ikke har scoret. Jeg synes selv, at jeg kun har manglet den sidste procent i en del af kampene. Men jeg tror og håber, at det vender for mig nu. Og for holdet.«
Banens bedste
OB-cheftræner Kent Nielsen var også lykkelig over at se sin svenske angriber udfolde potentialet.
»Jeg synes, han var banens bedste, og jeg var irriteret over, at han ville skiftes ud til sidst. Men når det er sagt, er vi fantastisk glade for, at ’Jønne’ nu er kommet på scoringstavlen – med et i øvrigt fantastisk mål.«
Kampen var det klassiske møde mellem de to store provinsklubber, der i årevis med mere eller mindre held har kæmpet for at holde nedrykningsstregen under sig. To lidelsesfæller, der så gerne vil udfolde storklubspotentialet, men som begge år efter år snapper efter vejret i bunden af ligaen – mens mindre jyske købstadsklubber er sust forbi.
OBs fans havde i desperation over klubbens deroute iværksat ’Operation Motivation pt.2’. Og som aftenens solstråler piskede ned over konstant gjaldende fans, lugtede alt af fynsk oprejsning. Lige indtil dommeren fløjtede kampen i gang. Så var det som om, at OBerne kom i tanke om, at holdet var i dyb krise. AGF stordominerede. Og aarhusianerne burde ret beset have været foran med et par mål, da OBs tometerforsvarer, Frederik Tingager, snittede et hjørnespark i mål til den første OB-scoring i fem kampe.
Det vækkede OB fra mareridtet, og senere fulgte Rasmus Jönssons perlemål, inden indskiftede Mustafa Aminis hovedstødsmål sørgede for et kvarters fynsk neglebideri. Men den fynske forløsning kom i hus til sidst.
