Superliga-klubben Randers FC har skrevet halv-årig kontrakt med den islandske forsvarsspiller Elfar Freyr Helgason.

Umiddelbart før transfervinduet lukkede i natten mellem torsdag og fredag lykkedes det for Superliga-klubben Randers FC at hente forstærkning til sit forsvar, hvor både Anders Egholm og Remco van der Schaaf er ude på ubestemt tid med skader.

Således har man indgået en halv-årig aftale med 23 Elfar Freyr Helgason, der har spillet en enkelt kamp på det islandske A-landshold.

Randers FC karakteriserer ham i en pressemeddelelse som en fysisk stærk central forsvarspiller, der siden skiftet fra islandsk fodbold har optrådt for græske AEK Athen og norske Stabæk. 

Om skiftet til Randers FC siger Elfar Freyr Helgason:

- Jeg er glad for at have fået chancen og ser frem til at blive en del af holdet. Ambitionen er at imponere klubben og trænerne og dermed åbne mulighed for en forlængelse af kontrakten.

Randers FCs direktør, Jacob Nielsen, siger om tilgangen:

- Som følge af skader er vi lidt sårbare i det centrale forsvar, derfor har vi søgt konkurrence og bredde til pladserne, og det har vi fået med tilgangen af Elfar. Den korte kontrakt er ikke et udtryk for, at han stopper i klubben til sommer, men det giver os god lejlighed til at se hinanden nærmere an, hvorefter vi vurderer situationen igen henover forårssæsonen.

Randers FC fortæller i øvrigt, at midtbanespilleren Rasmus Hansen er blevet udlejet til Sønderjyske.

Før forårets kampe ligger oprykkerklubben på en femteplads i Superligaen med 31 point efter 20 kampe.

Første kamp i 2013 er 3. marts, når Randers FC skal til Brøndby Stadion.