Kvinder rammes på alle måder hårdere af den frygtede hjernesygdom demens end mænd, viser et nyt internationalt studie foretaget af Alzheimer’s Disease International.
Konsekvensen er, at kvinderne får et mere opslidende sygdomsforløb, og i rollen som pårørende, bliver de i mange tilfælde selv syge af f.eks. stress eller depression. Og det er problematisk, mener Alzheimerforeningens formand Birgitte Vølund:
»Mange kvinder – både dem, der bliver ramt, og de pårørende – har vanskelig ved at tage imod hjælp, fordi det er en naturlig del af deres identitet at klare tingene selv. Når kvinderne derfor pludselig står alene med deres sygdom, måske fordi deres ægtefælle er død, vil det betyde forringet livskvalitet – både hjemme og når de får brug for at bo i plejebolig, fordi der ikke er en ægtefælle til at støtte. Og i rollen som den pårørende vil kvinden ofte opleve udbrændthed eller depression, fordi hun skal være på 24 timer i døgnet. Det er selvfølgelig problematisk både for den enkelte og for samfundet,« siger Birgitte Vølund og forklarer, at sygdommen ofte er mere agressiv hos kvinder end hos mænd.
Log ind på BT Plus og læs meget mere om demens og dets symptomer. Ny forskning viser, at to ud af tre demenspatienter er kvinder, og det også er dem, der trækker det største læs som pårørende. Bliv klogere på demens her og få gode råd til, hvordan du forebygger den frygtede hjernesygdom.
Det får du:
- Artikel: Kvinder hårdest ramt af demens
- Fakta: Demens i Danmark
- Guide: Sådan forebygger du demens
- Gode råd: Sådan holder du skansen som pårørende
- Personlig historie: Far er én af mine allerhøjeste prioriteter
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Kvinder rammes på alle måder hårdere af den frygtede hjernesygdom demens end mænd, viser et nyt internationalt studie foretaget af Alzheimer’s Disease International.
Konsekvensen er, at kvinderne får et mere opslidende sygdomsforløb, og i rollen som pårørende, bliver de i mange tilfælde selv syge af f.eks. stress eller depression. Og det er problematisk, mener Alzheimerforeningens formand Birgitte Vølund:
»Mange kvinder – både dem, der bliver ramt, og de pårørende – har vanskelig ved at tage imod hjælp, fordi det er en naturlig del af deres identitet at klare tingene selv. Når kvinderne derfor pludselig står alene med deres sygdom, måske fordi deres ægtefælle er død, vil det betyde forringet livskvalitet – både hjemme og når de får brug for at bo i plejebolig, fordi der ikke er en ægtefælle til at støtte. Og i rollen som den pårørende vil kvinden ofte opleve udbrændthed eller depression, fordi hun skal være på 24 timer i døgnet. Det er selvfølgelig problematisk både for den enkelte og for samfundet,« siger Birgitte Vølund og forklarer, at sygdommen ofte er mere agressiv hos kvinder end hos mænd.
Dødelig sygdom
»Kvinderne dør hurtigere af demens end mænd. Samtidig er mændene mere positivt indstillet, de er ikke nær så bekymrede eller bange for fremtiden og har lettere ved at lade andre, som f.eks. hjemmehjælpen, tage ansvar,« siger hun.
I dag lever ca. 84.000 danskere med en demenssygdom. Det er en tilstand, der får koncentration, hukommelse og sprogfærdigheder til langsomt at forsvinde. Med tiden bliver sygdommen så alvorlig, at den påvirker de områder i hjernen, som styrer vores bevægelse og vejrtrækning, og til sidst dør man. Nogle kan leve i op til 20 år, andre dør efter ganske få år. Forskerne ved endnu ikke, hvorfor flere kvinder end mænd får sygdommen, Noget tyder dog på, at hormonelle forandringer, som kvinder oplever i overgangsalderen, kan være en forklaring. Derudover er kvinder generelt mere sårbare over for stress og får lettere depression, og begge dele øger risikoen for demens.
»Vi mangler virkelig noget forskning på området, så vi undgår de store kønsforskelle,« siger Birgitte Vølund, der dog trods den manglende viden forudser, at udviklingen vil vende:
»Vi har efterhånden fået så mange veluddannede kvinder, der er bevidste om at leve sundt. Derfor er der god grund til at tro, at vi vil kunne undgå mange demenstilfælde i fremtiden,« siger Birgitte Vølund med henvisning til at forskning har vist, at højere uddannelse og motion kan være med til at nedsætte risikoen for demens.
Glemmer at spørge om hjælp
Sværere bliver det dog at ændre det faktum, at kvinden i to ud af tre tilfælde trækkker det største læs som pårørende, mener Alzheimerforeningens formand: »Kvinder drager jo generelt mere omsorg, det ser vi også med de unge kvinder i dag, der i de fleste tilfælde stadig tager størstedelen af barslen, så jeg tror ikke, det er noget, der vil ændre sig meget,« siger Birgitte Vølund .
Forfatter til bogen ’Kvinder i omsorgsrollen’, Lykke Strunk, mener ikke, at det er problematisk, at kvinder i højere grad end mænd drager omsorg for andre. Men det bliver et problem, når kvinderne glemmer at spørge andre om hjælp:
»Hvis en omsorgsperson ikke beder om hjælp, så sender det signalet, at der ikke er et behov for det. Derfor skal vi i højere grad have fokus på, hvordan kvinder bliver opmærksomme på egne behov og rækker ud til omgivelserne. Men det er kvindens eget ansvar at gøre sine behov tydeligere, så hun ikke brænder ud,« siger Lykke Strunk.
Pårørende til hjemmeboende demente bruger fem-syv timer om dagen til pleje og omsorg, viser en undersøgelse blandt Alzheimerforeningens medlemmer.
Guide: Sådan forebygger du demens
1. Op i tempo
At være fysisk aktiv har bevisligt en gavnlig effekt, hvis man vil forebygge demens. Der er intet, som tyder på, at pulsen nødvendigvis skal være høj, før man får gavn af motion som forebyggelse. Det kan sagtens bare være gåture. Det vigtigste er at bevæge sig.
2. Et sundt måltid mad
Din kost har afgørende betydning for, om du i fremtiden vil udvikle demens. Sørg derfor for, at din kost er så varieret og fedtfattig som muligt. Gå efter magert kød, vælg fuldkornsprodukter og hold dig til fedtfattige mejeriprodukter.
3. Hjerne-gymnastik
Rutiner er noget af det værste for din hjerne. Den skal aktiveres og udfordres. Studier har eksempelvis vist, at lavere socialgrupper har større risiko for demens bl.a. på grund af monotont arbejde. At løse kryds og tværs eller sudoku kan sagtens være med til at stimulere hjernen. Eller simple forandringer som at køre eller gå en anden vej, end du plejer.
4. Mød andre mennesker
Det er føde til hjernen at være socialt aktiv. Så jo mere tid du tilbringer i andres selskab, des bedre.
5. Kvit smøgerne
Rygning hæmmer blodtilførslen til hjernen, og det kan skade din indlæringsevne og hukommelse og føre til demens. Forskningen tyder samtidig på, at risikoen for demens falder, hvis man holder op med at ryge.
6. Hold øje med kolesterol
Udover at forhøjet kolesterol kan betyde, at du udvikler hjerte-kar-sygdom, er forhøjet kolesterol – og især forkalkning i halspulsåren – også forbundet med en øget risiko for demens. Det skyldes, at forsnævringen kan nedsætte blodforsyningen til hjernen, så den får for lidt blod.
Sådan holder du skansen som pårørende
1. Vær åben
Fortæl andre, hvad det vil sige at leve sammen med en syg. Det kan give større forståelse, og de nærmeste får nemmere ved at hjælpe til med det, der er behov for. Det kan f.eks. være hjælp med praktiske ting eller opbakning rent følelsesmæssigt.
2. Søg professionel hjælp
Det kan være svært for venner og familie at håndtere altid at tale om sygdom. Derfor kan det måske være en god idé at søge professionel hjælp i form af en psykolog.
3. Vær god ved dig selv
Du får måske dårlig samvittighed, når du gør ting for dig selv. Men det behøver du ikke – det er nemlig vigtigt, at du gør ting for dig selv som f.eks. at se venner eller andet, der gør dig glad. Det kan være med til at give dig den fornødne energi til fortsat at kunne hjælpe den syge.
4. Tal fremtid
Det kan være en god idé at drøfte, hvad der skal ske, når du ikke længere har kræfterne til at hjælpe – f.eks. hvornår eller om et plejehjem kan være løsningen.
Kilde: ’En stifinder for pårørende til personer med demens’, Ældre Sagen m.fl.
--- OOO --- OOO --- OOO ---
’Far er én af mine allerhøjeste prioriteter
Efter selv at have passet sin demente far døgnet rundt, har Anna Friis fundet et hjem, hvor der er hjerterum til både beboere og pårørende.
En golden retriever tripper dovent rundt sammen med en ældre herre, der har budt en plejer op til dans. Sukkeret i den hjemmebagte flødeskumslagkage er tilsyneladende gået direkte i blodet. I hvert fald er 12 stemmer brudt ud i lystig sang på plejehjemmet Dagmarsminde: ’Træk din gamle sweater på’.
34-årige Anna Friis har også lige snuppet et stykke kage og slår sig ned i fællesskabet.
»Det er et fantastisk sted. De har taget sig meget af mig, og jeg er meget taknemmelig, for det har man virkelig brug for,« siger hun.
Det er ikke Anna Friis, der bor her, men hendes far. For tre år siden fik den 66-årige tidligere ministerchauffør i Bruxelles konstateret Alzheimers demens. Sidste sommer blev sygdommen så kritisk, at Anna Friis, der på det tidspunkt boede i Paris, sagde sit job op og flyttede fra kæresten og hjem til sin far i Danmark for at passe ham.
»Jeg var hos ham hele tiden, og selvom det måske lyder lidt mærkeligt, sov jeg også ved siden af ham. Det var bare nemmere i tilfælde af, at han stod op om natten,« fortæller hun.
I den periode havde Anna stort set ikke tid for sig selv.
»Hvis jeg talte i telefon, havde han svært ved at forstå, at jeg ikke talte med ham, så jeg måtte som regel stoppe samtalen.«
Det var en krævende tid for hende.
»Selv om vi hyggede, så var det også meget besværligt, fordi han nogle gange ikke havde lyst til at se mig.«
Den psykiske del af afvisning havde hun lært at tackle: Det er sygdommen, der taler. Men rent praktisk gjorde det bare tingene rigtig svært, når han skulle have hjælp og ikke ville modtage den.
Juleaften var en af de dage, hvor hendes hjælp ikke var ønsket. Da tog familien en beslutning om, at de skulle finde en anden løsning.
Sang ved bordet
Nu er det de ansatte på Dagmarsminde, der hjælper faderen med det praktiske.
»Det har gjort, at vi ikke har de små konflikter, hvor han er småirriteret på mig,« siger hun.
Og samtidig får Anna også en tiltrængt opmærksomhed fra de ansatte og føler sig som en del af huset.
»Jeg spiser med lige så tit, jeg vil, og de spørger til mig og mit liv,« siger hun.
Det gælder også de andre pårørende, der synger med ved bordet. Det naturlige fællesskab mellem beboere, pårørende og plejere er grundstenen i det nybyggede plejehjem i Græsted. Derfor vender alle værelser også ind mod det 60er-inspirerede opholdsrum.
»De pårørende skal ikke føle sig som gæster men være en del af et naturligt samvær,« siger den 34-årige sygeplejerske May Bjerre Eiby, der selv har bygget stedet op.
Da hendes far blev ramt af demens i 2005, voksede hendes personlige og faglige frustrationer over et system, der ikke fungerede på omsorgsfronten, og det blev begyndelsen på Dagmarsminde.
»Jeg havde hele tiden en idé om, at min far skulle bo her selv. Men det nåede han ikke. Derfor var det også lidt en dobbeltfølelse, at se de andre flytte ind,« fortæller hun. Glæden ved at se, hvor godt stedet fungerer, er nu overskyggende.
Hjemmet rummer de pårørende
»At vi rummer de pårørende, har vist sig at være ret effektfuldt i forhold til, hvordan de har det med, at deres nærmeste er blevet demente. Men vi mærker det også på beboerne, som er mere rolige, fordi de ikke bliver stressede over at få besøg. De pårørende flyder bare naturligt ind og ud af fællesskabet,« siger May Bjerre Eiby.
De pårørende tager måske en ekstra beboer med ud på en gåtur med hunden, eller snakker med hinanden på tværs af bordet, når de spiser. Og det glæder May Bjerre Eiby at se, hvordan de pårørende har indtaget stedet, fordi hun ved, hvor ensom man som pårørende til en dement kan være. Samtidig er hun meget opmærksom på den effekt, de pårørende har på den demente beboer.
»De er deres led til virkeligheden. Det ægte,« siger May Bjerre Eiby.
Og selvom Anna Friis ikke længere har ansvaret for sin far døgnet rundt, så tilbringer hun stadig mange timer sammen med ham.
»Han har altid været én af mine allerhøjeste prioriteter. Derfor er jeg lykkelig over, at han er flyttet ind på Dagmarsminde, hvor der i den grad også er plads til mig,« siger Anna Friis.
