»AGFs placering som næstsidst kan vi ikke være tilfredse med. Men jeg har stadig tiltro til truppen, og jeg regner med flere point til foråret.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Lige nu er AGF et godt hold med en skidt placering.«

Ordene kommer fra Kurt Andersen, stor-aktionær i AGF.

Han fastholder planen om at styrke AGF med én eller to nye klassespillere i januar, når transfer-vinduet åbnes til alle verdenshjørner.

»Det gør vi. Forstærkningen vil betyde, at vi undgår så mange nederlag til bundholdene.

Ellers er jeg tilfreds med spillerstaben. Man skal tænke på, at det er et nyt hold, vi har sammensat, og i fodbold handler det meget om sammenspil og rutiner. Vi kan blive meget bedre,« siger Kurt Andersen.

AGF-truppen skal i februar i træningslejr i otte dage, og det bliver ikke uventet i Kurt Andersens andet hjemland, Sydspanien.

På hjemlig grund bliver der tale om træningskampe mod otte klubber - FC Nordjylland, Esbjerg fB, OB, FC Midtjylland, B 1913, AaB, Randers Freja og Silkeborg.

I øjeblikket arbejder klubledelsen på at slanke spillerstaben og skille sig af med de folk, som ikke er i nærheden af førsteholdet.

Det betyder nye omkostninger, og AGF skal i forvejen bruge et ukendt millionbeløb på at købe og lønne de folk, som skal forstærke staben til forårskampene.

Samtidig udreder klubben fortsat en pæn lønsum til den fyrede træner, John Stampe.

»Det kan vi ikke gøre noget ved. Sådan er livet,« siger Kurt Andersen.

Den nye direktør, Frank Heskjær, skulle efter de første oplysninger tiltræde stillingen senest 1. januar, men det bliver muligvis først til februar.

»Der er problemer med at finde en ny mand, der kan afløse Frank i det nuværende job i TK Development, men det finder vi nok ud af,« siger Kurt Andersen.

Michael Hyldgaard, nuværende direktør i AGF, har en aftale med klubben, der udløber ved årsskiftet.

Januar er med de forestående spillerhandler en problematisk måned at undvære en direktør i. Michael Hyldgaards kommentar:

»Lad os nu se.

Man skal ikke tage problemerne på forskud. Jeg aner ikke, om jeg kan tage en måned mere i AGF.

En direktør skal vi have.

Det er et krav til et fondsbørsnoteret selskab.

Men det kan vel ikke være så svært med en titel.«

pil.