Romain Bardet bryder sig ikke om de mange buh-råb, som Chris Froome måtte lægge øre til søndag i Touren.

Det franske Tour-håb Romain Bardet (AG2R) langer ud efter sine landsmænd inden den afgørende uge i verdens største etapeløb.

Tourens nummer tre er glad for den store støtte han har fået fra de mange fans på landevejene under etaperne, men han er ikke tilfreds med den måde, som konkurrenten i den gule førertrøje, Chris Froome (Sky), bliver behandlet på.

De mange buh-råb må stoppe, siger Bardet, der lagde mærke til både opbakning og chikane fra publikum under søndagens etape, der blev kørt i Auvergne-regionen, hvor Bardet kommet fra.

»Det var dejligt at blive støttet som aldrig før, men der var også en hage ved det.«

»Jeg hørte, at Froome blev generet på flere tidspunkter. Det er jeg virkelig ked af, han er en mester, som bør blive respekteret, og som jeg respekterer som rival.«

»Han fortjener ikke den behandling,« siger Romain Bardet på et pressemøde på Tourens anden hviledag.

Froome bliver af flere cykelfans betragtet som en "kedelig" rytter, der får succes ved en alt for videnskabeligt kalkulerende kørestil.

Han har flere gange mødt vrede fra publikum under Touren. For eksempel da han for to år siden var udsat for at få kastet urin på sig.

Dengang var Froome rystet over tilskuernes behandling, men buh-råbene under søndagens etape er hurtigt glemt.

»Det er forventet, når det er Romain Bardets hjemmebane. Det er forståeligt, at alle de lokale støtter ham. Sådan er cykelløb,« sagde Froome efter søndagens etape.

Der er 23 sekunder mellem Froome og Bardet i den samlede stilling. Fabio Aru (Astana) er nummer to, han er 18 sekunder efter Froome.

/ritzau/AFP