FC København er det store økonomiske lokomotiv i dansk fodbold. OB har overtaget andenpladsen fra Brøndby og har nu flere indtægter end Brøndby.

De danske SAS Liga-klubber oplever stor økonomisk fremgang. Fra 2006 til 2007 har de 12 bedste klubber i Danmark haft en stigning i indtægterne på 28 procent til samlet 1,8 milliarder kroner. Fremgangen skyldes især FC København samt OB, der har overhalet Brøndby som klubben med næstflest indtægter.

Senioranalytiker Rasmus K. Storm fra Idrættens Analyseinstitut forklarer i onsdagens udgave af Politiken udviklingen med de mange sideaktiviteter, som selskaberne bag klubberne har kastet sig over. FC Københavns omsætning er således næsten blevet fordoblet til en milliard kroner med købet af fitness.dk og Lalandia. OB, der sidste år havde en omsætning på 205 millioner kroner, har haft stor succes med samme model.

Analysen viser også en anden tendens. Flere klubber - Brøndby, AaB, AGF (Århus Elite) og Esbjerg - kom således ud af 2007 med et underskud.

/ritzau/