Et dansk hotel er blevet optaget på en amerikansk liste over verdens bedste hoteller.

Det drejer sig om det københavnske Tivoli-hotel - Hotel Nimb - som er blevet tilføjet til den prestigiøse liste.

Det skriver Berlingske.

Listen ‘De bedste hoteller og resorter i verden’ er udarbejdet af det amerikanske rejsemagasin, Condé Nast Travellers.

Listen indeholder hoteller og resorter fra seks kontinenter og 49 lande, og fælles for hotellerne er, at de ikke er til den billige side.

Hotel Nimb får pæne ord med på vejen fra Condé Nast Travellers, der beskriver det som stilfuld sammenblanding af arabiske og skandinaviske udtryk.

»Vi er rigtig stolte over, at vores restauranter og barer bliver nævnt som en udslagsgivende faktor i vores placering på en så prestigefyldt liste,« siger Mikkel Ustrup, ansvarlig for Nimbs restauranter og barer, til Berlingske.

Med sin pris for et dobbeltværelse på 2.815 kr. er Nimb et af de mere økonomiske valg. Her kan nævnes at en overnatning på North Island-resortet på Seychellerne koster godt 40.000 kr.