Går bilferien til Italien, er det oplagt at holde pause en dag eller to ved Achensee i det sydlige Østrig. Udover at her er fantastisk smukt, er der også mulighed for masser af aktiviteter.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det skulle have været et par dages afstresning med golf mellem Tyrols smukke bjerge.

Men sne og kulde satte til dels en stopper for golfspillet. I stedet oplevede vi så meget andet, da jeg sammen med en golfkammerat tog ophold i Pertisau ved Achensee ca 100 km sydøst for München på den østrigske side af grænsen.

Pertisau med det fantastisk panorama er udgangspunktet for Alpeparken Karwendel, der er et af de smukkeste bjergvandrerområder i Europa.

»Områdets tiltrækning er, at du kan dyrke næsten al form for sommersport om sommeren, og hører du til dem, der gerne vil ud på ski - enten alpin eller langrend - er området ligeså perfekt til det om vinteren,« fortæller Manfred Furtner, der sammen med familien ejer tre hoteller i Pertisau.

Fem retter for 75 kr.
Vi indlogerede os på Furtners »Lebensfreude« Hotel - et firestjernet hotel, der ligger godt en kilometer fra søen, men lige ved første hul på golfbanen. Det smukke hotel var naturligvis bygget i den kendte Tyroler-stil med de velkendte blomster i altankasserne på vores respektive terrasser.

Cirka 450 kr. koster et dobbeltværelse inklusive en dejlig morgenbuffet, og vil du have aftensmaden med, kan du få det for 75 kr. ekstra. Men så får du også fem retter mad.

Når du sætter dig til morgenbordet, ligger aftenens menu skrevet på et ark, og så kan du bare krydse af, hvad du vil have. Du vælger mellem to forretter, hvorefter du får dagens suppe og salat. Sædvanligvis er der fem hovedretter at vælge imellem og fire desserter.

Efter sådan et måltid kan det være svært blot at rejse sig og vakle ind foran pejsen, hvor du kan få kaffen eller en drink serveret.

Masser aktiviteter
Den smaragdgrønne bjergsø Achensee, der ligger i 1000 meters højde, er sine steder et par hundrede meter dyb. Derfor er naturligt, at der arrangeres dykkerkurser, men du kan også bade i søen, ellers for den sags skyld tage udflugtsbådene, der sejler mellem byerne.

Naturligvis er der også mulighed for al slags sejlsport, kano og kajak eller surfing, men det skal medgives, at der mellem bjergene naturligvis ofte er vindstille.

Du kan leje cykler eller mountainbikes og tage en tur på de udstukne ruter. Der er også mulighed for paragliding eller drageflyvning med start fra bjergene, og hvis du hører til de magelige, kan du tage dig en tur med veterantoget fra Jenspitz til Seespitz eller med hestedroscherne. Ridning og tennis hører også til dine muligheder for at få lidt motion.

Sæson hele året
Du kan også bare sætte dig på søbredden og nyde udsigten, som er ganske fantastisk.

»Fordelen ved området er, at det så at sige er sæson hele året. Vi holdet kun lukket på vores tre hoteller fra 5. november til 15. december,« fortæller Manfred Furtner.

Han kan berette om tre bjergbaner, så de skisportsinteresserede kan komme op i de mere end 50 kilometer præparerede pister.

Længere nede i dalen, som altså ligger i en kilometers højde, er der 170 kilometer løjper til langrend og 150 kilometer vandreveje i uberørt natur.

»Vinterferie ved Achensee er som en snekrystal - rig på variationer og fuld af overraskelser,« siger Manfred Furtner.

ora@bt.dk